Hvis isen brister: Det må du aldrig gøre

Tænk dig om, før du springer i efter hunden

Både lørdag eftermiddag og søndag gik folk rundt på isen på søerne i København. TV: Kenneth Meyer

Det er umuligt at se med det blotte øje, om isen kan bære. I Danmark er reglen dog, at den skal være 13-18 centimeter tyk, før eksempelvis søer bliver frigivet til skøjtelystne og andre vinterentusiaster.

Men selv om politi og kommuner de seneste dage har tudet os ørerne fulde om, at det er livsfarligt at bevæge sig ud på isen, har den flere steder i landet været stuvende fuld af mennesker.

- Man skal følge lovgivningen og følge skiltningen, men der er rigtig mange mennesker ude på isen. Og i den situation er det bedste, man kan gøre, at tænke sig om, siger Erik Bech fra Trygfonden, som har årelang erfaring med kystlivredning og vandsikkerhed, til Ekstra Bladet.

Hunde falder i
Han fortæller, at vi i Danmark har meget få is-ulykker hvert år, men at mange af dem skyldes menneskets bedste ven.

- Hunde kan som bekendt ikke læse, og det er et helt almindeligt scenarium, at når de falder i, så er det de færreste hundeejere, der bare går hjem og drikker kaffe. Det, man skal huske, er, at hvis isen ikke kan bære hunden, så kan den heller ikke bære mennesket.

Så ligger man der med hunden og er ved at panikke.

- Vi siger det samme, som når folk er røget i et revlehul på Vestkysten: Undgå at gå i panik. De fleste har i øjeblikket så meget tøj på, at luften i det vil give opdrift i vandet. De kommer ikke til at synke. Det handler så om at holde fast i isen og lade være med at gå i panik.

Panik er dødelig
Den panik, mennesker typisk vil opleve af en tur i det iskolde vand, er ifølge Erik Bech sammenlignelig med det gispfremkaldende koldtvandschok, man oplever, når man tænder den kolde bruser.

- Det kan være dødeligt, og man risikerer at hyperventilere. Så går der ikke lang tid, før man mister bevidstheden.

- Jeg kan med sindsro sige, at man ikke skal være bange for at dø af kulde indenfor 30 sekunder. I stedet kan man bruge 30 sekunder på at få styr på sit åndedræt ved at fokusere på det. Så kan man, med mindre man for eksempel har en hjertefejl, ligge i vandet helt op mod en time, før man mister bevidstheden. Det er rigtig ubehageligt og koldt, men ikke dødeligt lige med det samme.

Her er den klassiske kurve for, hvor længe man regner med et menneske kan overleve i koldt vand. Hvis man kigger på den røde kurve, svarer det nogenlunde til det tøj man har på om vinteren, og ved 0 grader koldt vand viser kurven, at det faktisk er helt op til to timer man kan overleve. Erik Bech holder sig dog til en time. Grafik: Søsportens Sikkerhedsråd
Her er den klassiske kurve for, hvor længe man regner med et menneske kan overleve i koldt vand. Hvis man kigger på den røde kurve, svarer det nogenlunde til det tøj man har på om vinteren, og ved 0 grader koldt vand viser kurven, at det faktisk er helt op til to timer man kan overleve. Erik Bech holder sig dog til en time. Grafik: Søsportens Sikkerhedsråd

Sådan kommer du op
Når der er styr på åndedrættet er situationen mere stabil, og man kan begynde at overveje, hvordan man kommer op.

- Det gør man ved at lægge sig på maven og dreje sig i den retning, man kom fra. For her har isen kunnet bære dig, før den bristede. Er isen snedækket og ru er der mulighed for at få neglene ned i den og få trukket sig op på den måde.

- Prøv med svømmetag at skubbe dig op på isen, samtidig med at du bruger armene. Sæt albuerne på isen og bevæg dig med svømmebevægelser fremad på isen, samtidig med at du bevæger benene, som når du svømmer brystsvømning. Det er muligt, den knækker undervejs, men giv ikke op, for du kommer tættere på land.

Møv dig frem
Ifølge Erik Bech er det ikke svært at komme op og frem, men koldt som bare pokker.

- Når du er oppe, skal du ikke lige rejse dig op, men rulle videre. Det gælder om at få en så stor overflade som muligt. Først når du er rimelig sikker på, at isen kan bære, rejser du dig op og kommer i land.

Ifølge Erik Bech kan isen være stærk lige før en våge, og det gør det ikke mindre vanskeligt at bevæge sig rundt på isen.

Kan man ikke komme op, kan man med fordel ringe 112. Mange mobiler i dag kan godt tåle en tur i vandet.

Sådan redder du andre
Vil du hjælpe en anden op af det kolde vand, er første råd ikke at løbe ud på isen, men altid at ringe 112.

Derudover er det bedst selv at blive på land og stedet kaste noget ud til den nødlidende.

- Ved søerne i København er der redningskranse med 25 meter line, som skøjter henover isen. Den kan personen, som er brudt igennem isen, gribe fat i og trække sig op med, siger Erik Bech, som tilføjer, at man også kan bruge en almindelig forlængerledning, et tov eller en lang gren, hvis man eksempelvis befinder sig i en skov.

Det vigtigste er ifølge Erik Bech ikke at have direkte kropskontakt med den, der ligger i vandet:

- Det lyder hårdt, men den, der ligger i vandet, giver ikke slip hvis situationen lige kræver det, og det er et fast princip, at man altid har noget imellem sig, så man ikke selv bliver trukket med ned.

I sikkerhed på land handler det om hurtigst muligt at få varmen - afhængig af nedkølingen kan en tur på hospitalet også være en god idé.

Is-myten
I dårlige film ender helten typisk under isen og har sekunder til at finde en udvej, og så skal man ifølge nogle råd altid søge efter det mørkeste sted i isen:

- Det afhænger af, hvilken vinkel, du ser vågen i. Og hvis isen er snedækket, så vil den også syne mørk, mens hullet vil være lyst.

- Desuden er det en myte, at folk ligger under isen. I hvert fald i Danmark - det er mere steder, hvor der er isdækkede floder.

Køb en isstok
I Sverige skal isen være fem centimeter tyk, før man må færdes på den. Her handler det ikke om tykkelsen, men hårdheden af isen.

Den tester de med en såkaldt isstok (på svensk ispik), som man også kan anskaffe sig i Danmark til omkring 200 kroner.

Og med sådan en i hånden har du bedre chancer, hvis du er en af dem, der trods myndighedernes advarsler vover dig ud på isen.

- Det minder om en blindestok. Man støder stokken ned i isen foran sig i en 45 graders vinkel og ud til siderne. Hvis isstokken ikke går igennem efter to hårde stød er den hård nok. Hvis den går i stykker efter et hårdt slag, er isen ved at være tvivlsom, siger Erik Bech.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

65 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere