Hyldet med stjerneregn: Mangler basale rettigheder

Mens danske toprestauranter høster anerkendelse og Michelinstjerner som aldrig før, kniber det med at tegne overenskomster for de ansatte

Tina Kragh Vildgaard og hendes mand Eric driver sammen den tostjernede Michelinrestaurant 'Jordnær'. Parret har ingen overenskomst, men oplyser at man ligger i forhandlinger med 3F. Her har vi mødt dem, efter det stod klart, at de fremover kan pryde foretagendet med to stjerner. Video: Aleksander Klug

Mandag var der endnu engang stjerneregn over dansk gastronomis ypperste restauranter, da den prestigefyldte Michelinguide uddelte stjerner til nordens bedste restauranter.

Men mens 26 restaurantchefer kunne glæde sig over at blive nævnt i den mytologiske guide, er der mange af deres ansatte, der har knapt så meget at glæde sig over.

Ifølge en opgørelse lavet af Fagbladet 3F og Ekstra Bladet er det nemlig kun 11 af de 26 danske restauranter med Michelinstjerner, der har tegnet en overenskomst.

Millionfortjenester
Det på trods af, at flere af de restauranter, der ikke har tegnet overenskomst, skovler penge ind i samme fart, som gæsterne kan nå at kaste foiegras og kaviar i svælget.

Ud af de 15 restauranter der ikke har tegnet en overenskomst, viser Ekstra Bladets gennemgang, at otte af dem ifølge de senest tilgængelige regnskaber lavede overskud.

Seks lavede underskud, mens en restaurants regnskab ikke er tilgængeligt.

Her er topscoren Nørrebro restauranten Kiin Kiin, der ifølge det seneste regnskab lavede et resultat på 7 millioner kroner, mens Frederikshøj i Aarhus lavede et resultat på 3,9 millioner kroner og Geranium med sine tre Michelinstjerner kom ud med et resultat på 1,5 millioner kroner.

Aarhusianske Wassim Hallal er en af de topkokke, der har plus på kontoen. Foto: Anders Brohus Kendte Så meget tjener Michelin-kokkene

- Slet, slet ikke iorden
Hos 3F Privat Service, Hotel og Restauration glæder man sig over, at der trods alt er 11 danske toprestauranter, der har indgået aftaler om overenskomst.

Til gengæld har man ikke meget pænt at sige om de øvrige.

- De mangler de basale lønmodtagerrettigheder som findes i de kollektive overenskomster og det er slet, slet ikke i orden, siger fagligsekretær for 3F Privat Service, Hotel og Restauration Bo Christensen.

- De bedste i vores branche bør gå foran med et godt eksempel og vise, at ordentlige løn- og ansættelseforhold – OK-forhold – hænger sammen med det at drive restaraurant i Danmark.

Specialpriser i massevis
Ved Michelinuddelingen mandag modtog de 26 danske michelin-restauranter tilsammen 35 stjerner.

Foruden stjerneregnen blev Restaurant Jordnær hædret med 'værtsskabsprisen' mens stjernekokken Rasmus Kofoed fra Geranium fik 'mentor-prisen'.

Dertil blev 11 danske restauranter hædret med en særlig bæredygtighedspris.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lars Seier Christensen ejer største delen af toprestauranterne Alchemist og Geranium. Begge restauranter har ingen overenskomst, men det vil rigmanden ikke blande sig i. Foto: Tariq Mikkel Khan
Lars Seier Christensen ejer største delen af toprestauranterne Alchemist og Geranium. Begge restauranter har ingen overenskomst, men det vil rigmanden ikke blande sig i. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Solgte for millioner på minutter

På ganske få minutter solgte verdens måske mest hypede restaurant Alchemist spisepladser for mindst 6,7 millioner kroner.

Det skete i begyndelsen af februar, da restauranten på Amager med rigmanden Lars Seier Christensen som hovedejer åbnede for reservationer.

På bare to minutter var samtlige pladser reserveret og 40 minutter senere havde yderligere 10.000 mennesker skrevet sig op på restaurantens venteliste.

Foruden den massive interesse kunne Alchemist ved mandagens Michelinuddeling glæde sig over stjernestøv, da den relativt nyåbnede restaurant strøg direkte ind på listen og modtog to stjerner.

Svine dyr menu
På Alchemist koster den 50 retter store menu 2500 kroner, mens den billigste drikke menu koster 900 kroner. Også er den uden alkohol. Er man til vin koster den billigste vinparring 1500 kroner.

Ifølge CVR-registret har Lars Seier Christensen skudt mindst 86 millioner kroner i projektet.

Alligevel har man på Alchemist ikke valgt at lave en overenskomst for de omkring 20 tjenere og 30 kokke, der er tilknyttet i restauranten for at holde den kørende.

Det samme er i øvrigt tilfældet den trestjernede michelinrestaurant Geranium, som Lars Seier også er medejer af. Her har man ifølge Fagbladet 3F heller ikke tegnet overenskomst for de ansatte.

Afviser interview
Ekstra Bladet har været i SMS-kontakt med rigmanden Lars Seier Christensen for at høre, hvorfor der ikke er tegnet overenskomster på hans luksusrestauranter.

Det ønsker Lars Seier Christensen ikke at svare på.

'Det ved jeg ikke - det må du tale med restauranterne om,' lyder det kortfattede svar.

Opfølgende spørgsmål til rigmanden der ifølge CVR-registret ejer 90 procent af Alchemist og 80 procent af Geranium er ikke blevet besvaret.

Michelinrestauranter med overenskomst

AOC

Søllerød Kro

Formel B

Kokkeriet

Kong Hans Kælder

Marchal på Hotel D’Angleterre

Gastromé

Ti Trin Ned

Slotskøkkenet på Dragsholm Slot

Henne Kirkeby Kro

Koks

Kilder: Fagbladet 3F, Ekstra Bladet

212 kommentarer
Vis kommentarer