I alt 443 coronasmittede i Danmark er døde

Antallet af indlagte med coronavirus er onsdag faldt med 17 siden døgnet før. Yderligere ni er døde

Danmark har oprettet en række testcentre, som skal sikre, at flere testes for coronavirus. Arkivfoto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Danmark har oprettet en række testcentre, som skal sikre, at flere testes for coronavirus. Arkivfoto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

I alt 443 coronasmittede i Danmark er døde.

Det viser Statens Serum Instituts nyeste opgørelse, der er offentliggjort onsdag klokken 14. Antallet af døde er ni flere end tirsdag.

Det er dog ikke sikkert, at coronavirus er den primære dødsårsag. Er man død inden for 60 dage efter konstateret smitte, tælles det med i statistikken.

Antallet af indlagte med coronavirus falder fra 284 til 267.

Antallet af indlagte er faldet både tirsdag og onsdag, efter at det fra søndag til mandag steg med 25.

66 er onsdag på intensiv, hvilket er det samme antal som tirsdag. Det er ligeledes fortsat 50 af dem på intensiv, som er i respirator.

Langt størstedelen af de indlagte er i Region Hovedstaden, hvor 150 smittede er indlagt. Til sammenligning er ti personer indlagt i Region Nordjylland, hvilket er det laveste antal af de fem regioner i Danmark.

Antallet af indlagte er med enkelte udsving faldet stabilt siden 1. april, hvor 535 personer var indlagt som det højeste antal hidtil.

Flere end 180.000 personer er testet. Antallet af daglige test er begyndt at stige, efter at myndighederne har skiftet til en strategi, som sigter efter, at alle med symptomer bliver testet.

Onsdag er 9008 bekræftet smittet med coronavirus. Heraf er det registreret, at 6366 har overstået infektionen.

Danske myndigheder noterer ikke raskmeldte. En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte med coronavirus ikke er indlagt eller død.

Dødeligheden i Danmark blandt de bekræftet smittede er på 4,9 procent.

Der regnes imidlertid med et betydeligt mørketal for antallet af smittede, hvilket betyder, at dødeligheden formentlig er lavere.

65 kommentarer
Vis kommentarer