I dag flytter historisk fyrtårn: Forventer 25.000 tilskuere

Interessen for at se Rubjerg Knude Fyr køre 70 meter på rulleskøjter er massiv

Hør hvordan flytningen af fyret gik her.

Bølgerne æder sig hver dag tættere og tættere på det historiske fyrtårn i Nordjylland, der troner på skrænten med stor fare for at ryge i Vesterhavet.

Derfor flytter Rubjerg Knude Fyr tirsdag cirka 70 meter længere ind i landet. I stedet for at pille fyret ned sten for sten kører det i et stykke på et par gigantiske rulleskøjter på skinner.

Lyder det som et syn, du gerne vil se med egne øjne? Så er du ikke den eneste, der har fået den tanke. Hjørring Kommune forventer, at 25.000 tilskuere vil kigge forbi i løbet af dagen.

250.000 mennesker besøger hvert år Rubjerg Knude Fyr. Tirsdag regner man med en tiendedel af dem - på en enkel dag. Foto: René Schütze
250.000 mennesker besøger hvert år Rubjerg Knude Fyr. Tirsdag regner man med en tiendedel af dem - på en enkel dag. Foto: René Schütze
 

Shuttlebusser
Det har krævet enorme forberedelser i det lille lokalområde, der ganske vist er vant til et vist rykind af turister - men ikke så mange på en gang.

Allerede fredag eftermiddag kunne Ekstra Bladet konstatere, at der helt op til fire kilometer fra fyret var sat 'standsning forbudt'-skilte op i rabatten.

På nogle marker i nærheden af turistattraktionen er der lavet plads til 1500 parkerede biler, og kommunen har indsat shuttlebusser, der skal fragte de mange gæster til og fra området.

Campingplads åbner
I den lille nordjyske ferieby Lønstrup få kilometer fra fyret holder flere erhvervsdrivende ekstraordinært åbent hele ugen. En af dem er Henrik Jensen, der forpagter Lønstrup Camping Møllebakken.

- Jeg lukkede ned i september, men jeg har fået flere opfordringer om at åbne op igen her til flytningen, så dem, der kommer langvejs fra har et sted at overnatte, siger han til Ekstra Bladet.

 

Da han fredag var ved at gøre campingpladsen klar, havde mellem ti og 15 hold campister allerede meldt deres ankomst.

- Vi har to hold tyske gæster, som kommer herop kun for at se fyret blive flyttet, fortæller han.

Ti timers flyttedag
De tyske campister er ikke de eneste, der har taget turen helt fra vores naboland. Flere tyske tv-stationer har meldt deres ankomst - ligesom over 80 journalister og fotografer fra forskellige medier.

Fyret ruller efter planen de første centimeter mellem klokken 8 og 9 tirsdag morgen, og man forventer, at det tager ti timer, før det når sin nye plads.

Ekstra Bladet er på stedet og følger flytningen af Rubjerg Knude Fyr hele dagen.

52 kommentarer
Vis kommentarer