I dag indvies asfalt for milliarder

Motorvejen ved Silkeborg åbnes med et kongeligt snoreklip i dag. Den bliver Danmarks flotteste - og dyreste

Her ses den nye motorvej, der indvies i dag. Foto: Anders Brohus
Her ses den nye motorvej, der indvies i dag. Foto: Anders Brohus
Følg Samfund

Mere end 25 års ævl og kævl om Danmarks mest omdiskuterede motorvej forstummer, når kronprins Frederik i eftermiddag med et snoreklip foretager den officielle indvielse af Silkeborg-motorvejen.

De nye 17 km af den i alt 29 km lange strækning fra Låsby til Funder har været genstand for så megen lokal mod- og medgang, at Silkeborg i årevis har haft ry for at kunne snakke en hvilken som helst god idé ihjel.

End ikke navnet kunne man blive enige med naboerne om. Så nu hedder begge ender af den knap 90 km lange trafikåre Herning-motorvejen - og alene Silkeborg-motorvejen på det midterste stykke. Men under alle omstændigheder kan du nu køre fra Aarhus til superliga eller Springsteen-koncert i Herning på mindre end en time.

Nu åbner unikt stykke motorvej

Mange - også uden for Silkeborg- spår, at motorvejen vil skabe et smørhul for pendlere i det midt- og østjyske.

Det er især den nu køremodne strækning gennem den flotte natur i det bakkede Søhøjlands skove og vandløb, der har voldt besvær. Men som det fremgår af artiklerne her på siden, er det lykkedes både at lave en visuelt flot vejløsning og en vej, der ikke skæmmer naturen mere end højst nødvendig.

Men mellem roserne er der også tidsler. Behandlingen af de mange lodsejere, der fik eksproprieret deres ejendomme og jord, har ikke haft noget kønt forløb. Det kan du også læse om her.

Historiens største vejbudget

Med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens sværdhug gennem den gordiske knude ved navn Silkeborg-motorvejen i 2006 blev der lagt et anlægsbudget, som er det hidtil største i Danmark for nye veje.

Hallo! Hvor fanden blev frakørsel 32 af?

I realiteten har pengekassen stået åben for motorvejsbisserne. Dels på grund af de mange og lange broer og dels på grund af de tekniske udfordringre ved at skulle lægge vejen gennem et stort og sårbart naturområde uden at gøre ubodelig skade, hvilket netop var Anders Fogs krav. Derfor stod kassen pivåben under hele byggeriet - lige midt i finanskrisen.

Det officielle budget lyder på 6,5 mia. kroner – 6500 millioner kroner – i sig selv et svimlende beløb. Men det reelle budget har været større, fordi vejbyggerne har været nødt til at opfinde nye og ofte kostbare teknikker.

Eksempelvis omkring den overdækkede strækning ved Gødvad. Her er der så mange naturlige kildevæld i jordoverfladen, at der på det sted er støbt en underjordisk betonkasse under motorvejen, hvor vandet kan løbe uhindret.

At vejen endog er blevet flere hundrede millioner kroner billigere end forventet, vidner om at budgettet har været så stort, at det faktisk ikke har kunnet overskrides.

Motorvejen i tal

Fra den første rapport om mulige motorveje i Midjylland blev lavet i 1989 og til den endelige beslutning om den såkaldte kombi-linie i efteråret 2006 var i alt 17 trafikministre involveret i sagen lige fra den konservative Knud Østergaard og til venstres Hans Christian Schmidt, der sammen med Kronprins Frederik klipper den røde snor søndag 11. september.

Silkeborg-motorvejen er fra Låsby i øst og til Funder i vest 29 kilometer lang. På strækningen er etableret fem til- og frakørsler, 15 vejbroer, to sti-broer, to fauna-broer, underføring af fire veje, tre stier og otte større fauna-passager.

For at gøre plads til Danmarks smukkeste motorvej, er 42 ejendomme blevet eksproprieret og andre 194 ejendomme delvist eksproprieret.

Den jomfruelige asfalt består af i alt 240.000 kubikmeter. Med denne mængde ville man kunne anlægge en 1.4 meter bred og 10 centimeter tyk sti fra Silkeborg til Rom.

Det første spadestik til Silkeborg-motorvejen blev taget af daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) 3. december 2012. Prisen løber op i 6.5 milliarder kroner, og der har været i alt 33 selvstændige entrepriser involveret i opførelsen af Danmarks første by-motorvej.

Et hold landskabsarkitekter fra firmaet Preben Skaarup Landskab i Aarhus har siden 2009 forsøgt at finde modeller, hvor trafiksikkerhed og æstetik har gået hånd i hånd. Der er også sket en række tiltag for at mindske skaderne på naturen.

Blandt andet er der etableret 25 nye vandhuller, 125 hektar ny skov (som 170 fodboldbaner), ni landskabsbroer hvor motorvejen føres hen over naturområder og 30.600 meter vildthegn. Der er desuden blevet flyttet syv træstammer med flagermus-kolonier.

20.725 mennesker vil i dag løbe, gå, cykle og rulle ved forskellige motionist-arrangementer i forbindelse med motorvejsåbningen.

 

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.