I dag skal de giftes: Straffet for at følge anbefalinger

Bjarne og Janni har måtte skære langt over halvdelen af deres bryllupsgæster fra i sidste øjeblik og flytte festen fra et stort hotel til Jannis brors lade

Sundhedsministeren præsenterede fredag nok engang nye corona-stramninger. De rammer med det samme nogle borgere ekstra hårdt. Video: Ritzau Scanpix

Fredag eftermiddag var Bjarne Klim og hans kæreste Janni ved at lægge bordkortene klar til deres bryllup, som skal finde sted i dag, da de fik besked om, at der var pressemøde om corona.

Her blev det meldt ud, at alle private fester afholdt på hoteller og restauranter bliver omfattet af forsamlingsforbuddet på 50 personer, og at ændringen allerede træder i kraft klokken 12 i dag, lørdag.

Beskeden efterlod parret i chok.

- Vi stod nærmest bare og kiggede ud i den blå luft, fortæller en frustreret Bjarne Klim.

Janni og Bjarne får langt fra det bryllup, de havde planlagt. Foto: Privat
Janni og Bjarne får langt fra det bryllup, de havde planlagt. Foto: Privat

Straffet for at følge anbefalinger
Han forklarer, at brylluppet skulle have været i maj, men at det blev flyttet på grund af corona.

- Det var myndighederne selv, der anbefalede os, at vi skulle rykke vores bryllup til efteråret. Det gjorde vi, og nu bliver vi så straffet for det. Det er fuldstændig håbløst, siger han.

Parret overvejede, om de skulle flytte brylluppet atter engang på grund af corona, men blev enige om, at de ville gennemføre festen på grund af den korte frist - og fordi de ikke har lyst til at vente længere med at blive gift.

- Vi bliver gift for at få vores bryllupsdag og intet andet, siger Bjarne Klim.

Har skåret 59 gæster fra
Den nye restriktion har betydet drastiske ændringer for festen. Både hotel og band er blevet aflyst, og der er umiddelbart ingen udsigt til kompensation.

- Vi skulle have været 107 gæster, og nu har vi så skåret det helt ned, så vi kun er familien. Vi skulle have holdt det på et hotel, men det giver simpelthen ikke mening længere, nu hvor vi er så få. Det ville ikke blive den fest, vi gerne ville have, fortæller Bjarne Klim.

I stedet bliver de nu 48 personer og skal holde festen i Jannis brors lade. De brugte en stor del af fredag på at skrive rundt til gæsterne og forklare situationen.

Bjarne Klim sender en skarp kritik mod politikere og myndigheder.

- Det er dybt frustrerende, og jeg synes det er under al kritik, at politikerne behandler os på den her måde. Jeg kunne forstå det, hvis man fik en chance, men vi har fået under et døgn. Det er virkelig ikke i orden, siger han.

Noah skal holde konfirmation på søndag, men det bliver langt fra, som familien havde planlagt. Foto: Privat Samfund Havde glædet sig til konfirmation efter tragisk dødsfald: - Hvad tænker politikerne på?

571 kommentarer
Vis kommentarer