Selvom alle dage er en fejring værd, når man er kommet godt op i alderen, så kan en alder af 111 år og 197 dage måske virke som en lidt tilfældig dag at fejre.
Men det er netop så gammel, Karla Lindholm Jensen fra Herning er blevet i dag. Og det er en ganske særlig dag, fordi det gør hende til den ældste dansker nogensinde.
Det skriver DR.
Karla Lindholm Jensen har boet hele sit liv i Herning og er ifølge sin søn, Hans-Boy Lindholm, som i dag har besvaret Ekstra Bladets spørgsmål på vegne af sin mor, ikke selv synderligt imponeret over den rekord, hun i dag har slået.
Er der en hemmelighed bag sådan et langt liv?
- Der er ingen hemmelighed, hun har levet et normalt liv med natarbejde og nydt livets goder, så nej, der er ikke noget der.
Men har hun nogle gode råd, hvis man vil blive lige så gammel som hende?
- Det kommer an på, hvor gammel du er?
Jamen, jeg er 80 år yngre end din mor.
- Jamen ved du hvad, det, hun ville have sagt til en på 30 år, er, at man skal opføre sig ordentligt - også overfor andre. Det ville nok være hendes bedste råd.
Er den høje alder noget, der ligger til familien?
- Ja, det gør det. Eller nej, ikke så meget som hende. Hendes far blev 82 og hendes mor blev 95.
Må man spørge, hvor gammel du selv er?
- Det må man godt, jeg er 72. Så jeg satser da på at slå min mors rekord, griner Hans-Boy Lindholm.
Som 110-årig deltog Karla Lindholm Jensen i afsnit 3 af DR-programmet 'I Danmark er jeg født', der handlede om at nærme sig livets endestation. Tidligere i år var hun desuden med i programmet 'Tæt På', der også blev sendt på DR.