Ib Andersen fra Nakskov ved, hvordan man overlever den evige kamp mod uretfærdighed.
Og når opfølgeren til TV2-programmet 'På røven i Nakskov' sendes over de næste fire torsdage, så vil han vise verden, at han er i stand til at kæmpe med alt, hvad han har.
Ib Andersen blev sidste år kendt som faren, der tændte op i en kasserolle med sprit for at sørge for varme i hjemmet til ham selv og sønnen Nickolaj. Han nægtede at flytte fra den lejede ejendom i Nakskov, selv om en strid med udlejeren om ubetalte regninger for længe siden havde gjort, at der både var lukket for vand, varme og el.
- I to et halvt år levede vi sådan, men nok er nok, siger Ib Andersen til Ekstra Bladet.
Har købt hus
Nu er han og ikke mindst sønnen kommet videre. Nickolaj er ved at uddanne sig fra Søfartsskolen og er for tiden ude at sejle for DFDS på ruten mellem Göteborg og Gent. Og Ib Andersen er 1. juli flyttet ind i sit eget hus. Her har han indrettet sig med de ting omkring sig, der betyder noget for ham. Haven er holdt med frugttræer og buske og bede med jordbær og roser. Og så er rygningen blevet henlagt til værkstedet.
- Jo, der er tænkt over detaljerne. Men jeg kunne nu godt tænke mig en kone, så jeg ikke selv skulle vaske tøj og gøre rent, forklarer Ib Andersen, som understreger, at det ikke er, fordi Ekstra Bladet er på besøg, at der er rent og pænt allevegne.
Ni rejser til Kenya i jagten på kærlighed og flugten fra kølige Lolland har givet ham et hav af afrikanske souvenirs. De står nu på hylder og hænger på væggene i hjemmet, som han købte for et lån på 165.000 kroner.
Udbetalingen til køb af huset på 15.000 kroner sparede han selv sammen af de penge, han tjente på fiskeri og salg af tingeltangel. Og så har han også tjent penge på at sælge en af sine både. Nu sidder han for 2.000 kroner om måneden, der både betaler for terminerne på det 15-årige banklån og for de udgifter, der hører med til at være husejer.
- Jeg er sgu ikke på røven. Det har jeg heller aldrig påstået. Det er systemet, der er på røven, siger han og fortæller så om, hvordan han er på så dårlig talefod med sin sagsbehandler i Lolland Kommune, at kommunikationen alene foregår skriftligt.
- Nickolaj fik en erhvervskonsulent, der skulle sørge for, at han kom på Søfartsskolen. Det gik helt galt, og Nickolaj var aldrig kommet i gang, hvis ikke jeg selv havde sørget for at handle, siger Ib Andersen.
Og når Ib Andersen tager ud for at fiske, sådan som han nyder at gøre, når han indimellem glemmer tilværelsen som økonomisk trængt førtidspensionist, så møder han ofte 'systemet' i form af fiskerikontrolløren.
- Som dreng var der aldrig problemer. Der kunne jeg fange, hvad jeg havde lyst til. Men nu er der ikke andet end problemer med kvoter og den slags. Selv om mine papirer er i orden, så er alle efter en, forklarer Ib Andersen.
Kærligheden koster penge
Siden seerne oplevede Ib Andersen sidst, har han været i Kenya for at blive gift med den kvinde, han har kendt i længere tid, og som han har holdt kontakt til på internettet. Men det gik ikke helt, som Ib Andersen håbede. Da han kom til Afrika, viste det sig, at Tabithas familie krævede 40.000 kroner i medgift. Det gjorde Ib rasende, og han forlod både familien og tv-holdet, der var fulgt med. Han skjulte sig i en anden by.
- Og så mødtes jeg med en anden kvinde, da jeg kom derned. Men hun snød mig og er ikke til at regne med. Hun havde fået et barn med en anden og påstod, at det var hendes søsters, forklarer Ib Andersen.
- Men Tabitha skriver stadig til mig. Så sent som for tre-fire dage siden. Hun har da fået at vide, at jeg har købt hus, forklarer Ib Andersen, som har mærket, at der er nogen enkelte på Lolland, som ikke er begejstrede for det billede, TV2 tegner af egnen.
Det er også gået ud over Ib, der fortæller, at han skydes i skoene, at han får det meste betalt af TV2.
- De har intet at gøre med, at jeg har købt hus. De har intet at gøre med, at jeg nu har været rejst til Kenya ni gange. Det er vigtigt, at den del af historien også bliver fortalt, forklarer Ib Andersen, som også ønsker at gøre opmærksom på en anden detalje i tv-programmet.
- Jeg er den eneste indfødte blandt de medvirkende i programmet. Alle andre er tilflyttere.
I det samme ringer Ib Andersens mobiltelefon. Det er Nickolaj. Og Ib Andersens øjne ændrer karakter fra det ene øjeblik til det næste.
- Det var min søn. Han er en god dreng. Og han ringer et par gange om ugen, siger Ib Andersen.
Hvad er lykken for dig?
- Hvis kommunen ville lade mig være i fred. Og at fiske det, man ville, siger Ib Andersen.
Havde du ingen betænkeligheder ved at være med i endnu en omgang På Røven i Nakskov?
- Nej overhovedet ikke. Der er også kommet meget godt ud af det. Når jeg skriver til borgmesteren og brokker mig over et eller andet, får jeg pludselig hurtigt svar. Nu kender de mig allesammen.
Man kan følge programmet 'Stadig på Røven?' de næste fire torsdage. Første afsnit vises i aften klokken 20.