Ib gjorde klamt fund i sin æblejuice: - Det er jo virkelig ulækkert!

Ib Sørensens søn havde sagt, at juicen smagte lidt mærkeligt. Da han selv skulle have et glas, var der noget, der raslede i kartonen. Nu vil han advare andre juice-drikkere

Sådan så bunden af juice-kartonen ud, da Ib Sørensen klippede den op. Foto: Privat/Ib Sørensen
Sådan så bunden af juice-kartonen ud, da Ib Sørensen klippede den op. Foto: Privat/Ib Sørensen

48-årige Ib Sørensen fra Nors ved Thisted troede ikke sine egne øjne, da han klippede hul i den halvanden liters æblejuice-karton, som hans ældste søn allerede havde drukket noget af.

- Jeg ville hælde noget op til mig selv, men da jeg skænkede det op, kunne jeg høre, at der var noget, der raslede dernede. Så jeg åbnede kartonen helt for at se, hvad det var, fortæller Ib Sørensen til Ekstra Bladet.

Nede i æblejuice-kartonen, der er af mærket Coop og købt i en lokal Fakta-forretning, var et firkantet stykke mug-lignende vækst svarende til størrelsen på kartonens bund.

- Den er jo kæmpestor, det er da virkelig ulækkert, det her, siger Ib Sørensen, der i første omgang valgte at tage tilbage til forretningen og købe en ny, tilsvarende karton juice.

Æblejuicen, som familien har købt i en lokal Fakta-forretning, har holdbarhedsdatoen 24-4-2020. Foto: Privat/Ib Sørensen
Æblejuicen, som familien har købt i en lokal Fakta-forretning, har holdbarhedsdatoen 24-4-2020. Foto: Privat/Ib Sørensen

- Jeg tænkte, at det måske var et slags vattæppe eller et eller andet, som skulle være der. Derfor købte jeg en ny for at tjekke, om der var det samme nede i den. Men det var der ikke, så jeg skrev til Coop for at klage over det, fortæller Ib Sørensen.

Den 48-årige vestjyde har sendt billeder af juicekartonen til Ekstra Bladet, fordi han ikke selv var klar over, at det kunne ske, at der groede mug i bunden.

- Herhjemme tør vi da ikke drikke juice mere - og hvis vi gør, skal det i hvert fald hældes op i en kande. Det er så ulækkert, jeg har da aldrig oplevet noget lignende. Der stod ellers, at den var mindst holdbar til 24. april 2020. Så jeg syntes også, det var vigtigt at gøre andre forbrugere opmærksomme på det her, siger familiefaren, der nu fortryder, at han reagerede affejende, da hans ældste søn faktisk sagde, at juicen smagte lidt mærkeligt, da han som den første tog et glas fra den nyindkøbte karton.

(Artiklen fortsætter under billederne)

Foto: Privat/Ib Sørensen
Foto: Privat/Ib Sørensen

Foto: Privat/Ib Sørensen
Foto: Privat/Ib Sørensen

Ib Sørensen fik onsdag svar på sin klage fra Coop, som tilbød ham et gavekort på 75 kroner, og blandt andet skrev:

'Vi formoder der uheldigvis har været et hul i emballagen, hvilket kan give anledning til skimmelsporer. Vækst af skimmel, kan desværre opstå, hvis der har været en utæthed i svejsningerne på emballagen, idet der så bliver adgang for luft til produktet, og hermed også vækst af fx skimmel. Årsagen til et hul i emballagen kan skyldes fejl på mejeriet, skader opstået under transport eller ved stød og knæk, som kartonerne kan få i butikken eller i indkøbskurven'.

Særligt det sidste ord studsede Ib Sørensen over, fordi han mener, det antyder, at familien selv har skabt problemet den dag, de købte æblejuicen.

- Jeg synes, de tager meget let på det. For alt det skimmel kan vel ikke bare lige komme på en uge? Og de der 75 kroner, dem kan de godt selv beholde, siger Ib Sørensen.

Se hele Coops svar til Ib Sørensen i bunden af artiklen.

Coop: Mikrohul i emballagen
Ekstra Bladet har også kontaktet Coop, som svarer i en mail:

'Det kunden har fået at vide, er korrekt. Forklaringen på, at det er sket, er formentlig, at der er opstået et lille mikrohul i emballagen, eventuelt forårsaget af en mekanisk skade, hvilket kan forekomme i sjældne tilfælde.

Ved mistanke om, at flere produkter skulle være afvigende, meddeler vi naturligvis - som altid i sager vedr. afvigelser/eventuelle risici ved fødevarer - Fødevarestyrelsen dette for en vurdering og om nødvendigt et tilbagekald af varen.

Vi har ikke modtaget andre reklamationer på dette produktionsparti. Hvis der er tale om kontamination (en forurening/en fejl) i forbindelse med produktion og distribution, ville vi forvente at en større del af partiet var kontamineret og så ville vi have fået flere henvendelser. Da det ikke er tilfældet, anser vi det for at være et enkeltstående tilfælde. Vi kan kun endnu engang beklage det.'

Coops svar på Ib Sørensens klage. Foto: Privatfoto/Ib Sørensen
Coops svar på Ib Sørensens klage. Foto: Privatfoto/Ib Sørensen


120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere