IKEA dropper kødet på alle britiske juleborde

Britiske IKEA-gæster kan i år ikke få et traditionelt julemåltid med kalkun. I stedet består julemenuen af veganske og vegetariske tærter

IKEA Storbritannien skifter i år julekalkunen ud med kødfri tærte. Foto: IKEA
IKEA Storbritannien skifter i år julekalkunen ud med kødfri tærte. Foto: IKEA

Når de britiske IKEA-gæster i år bestiller julemad i møbelgigantens restauranter, bliver det helt uden kød.

For første gang nogensinde har IKEA nemlig valgt at lancere en julemenu, der er helt igennem vegetarisk.

Det skriver blandt andre svenske Expressen og britiske The Sun.

Samtlige IKEA-varehuse i Storbritannien vil således fra 4. november kun tilbyde kunderne julemad, som ikke indeholder kød. I stedet for det traditionelle engelske julemåltid med kalkun kan man få serveret to forskellige madtærter - en vegetarisk og en vegansk.

Lee Tupshafski, der er madmanager i IKEA Food i Storbritannien, siger ifølge The Sun, at den kødfri julemenu er et led i en plan om at 'gøre måltiderne mere planet-venlige og bæredygtige'.

- Vi ved, at vores julemiddage er en vigtig del af højtiden, og vi vil virkelig gerne opfordre vores kunder til at prøve noget nyt hvert år, siger Lee Tupshafski.

Ingen ændringer i Danmark
Ekstra Bladet har kontaktet IKEA Danmark for at høre, om de danske varehuse også kommer til at sløjfe kødet fra julemenuen. Men herhjemme bliver der ikke lavet om på noget, fastslår Christian Mouroux, der er presseansvarlig i IKEA Danmark.

- Julemenuen i de danske varehuse bliver der ikke ændret ved. Den er præcis, som den plejer.

I tråd med den britiske madmanager fortæller Christian Mouroux også, at IKEA Storbritanniens beslutning er taget af hensyn til klimaet.

- IKEA i Storbritannien har valgt at gøre deres julebuffet kødfri udelukkende af hensyn til miljøet. De oplever, at flere og flere af deres kunder er såkaldte 'fleksitarer', og har derfor ønsket at teste det med en kødfri julemenu. Men det er vigtigt at understrege, at julemenuen jo er et supplement til den eksisterende menu, så det vil også være muligt at få serveret kød i de britiske varehuse, siger Christian Mouroux.

403 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere