IKEA i kæmpe fyringsrunde: Fyrer 7500

Tusindvis af ansatte bliver fyret i IKEA verden over

Digitalisering er en af de store årsager til fyringerne. Aftonbladet gør dig her klogere. Video: Aftonbladet

7500 IKEA-ansatte verden over står til at miste deres job.

Det er resultatet af en stor omorganisering, skriver Aftonbladet.

650 af fyringerne skal findes i Sverige, skriver mediet.

- Vi har 75 fremgangsrige år bag os, og nu går vi ind i en udviklingsrejse om, hvordan vi skal arbejde i fremtiden. Vi har brug for at se på, hvilke kompetencer der findes i dag, og hvad der er brug for fremover, siger Håkan Svedman, der er landechef for IKEA Sverige, til TT ifølge Aftonbladet.

IKEA i Danmark oplyser, at 25 stillinger muligvis nedlægges i Danmark. Det sker i forbindelse med, at en række funktioner på hovedkontoret i Taastrup samt enkelte andre supportfunktioner blive ændret, omplaceret eller fjernet.

IKEA Danmark meddeler samtidig, at møbel-giganten begynder en større transformation af forretningen i Danmark.

Planerne indebærer yderligere investeringer i eksisterende og nye varehuse og fuld fokus på nethandel.

- Danmark er et marked, hvor konkurrencen bliver mere og mere intens, ikke kun fra danske, men også internationale spillere, og tempoet er gået op. Et større og mere transparent udvalg af produkter, løsninger og services koblet med den digitale udvikling, flytter meget handel hjem i stuerne. Det betyder, at forbrugernes forventninger til Ikea er steget de seneste år – de vil have mere convenience, det vil sige nemmere og hurtigere løsninger og flere services, og så forventer de, at vi er tilgængelige fysisk og online med samme høje kvalitet i oplevelsen, udtaler den administrerende direktør for IKEA Danmark, Johan Laurell.

På globalt plan indebærer transformationen, at IKEA udvikler koncepter for nye city-varehuse i centrum af 30 af verdens metropoler, der skal supplere de større, eksisterende varehuse. Et af disse city-varehuse er på vej i København.

IKEA Danmark går i gang med en større transformation af forretningen, oplyser Johan Laurell, administrerende direktør for møbelkæden i Danmark. Pr-foto
IKEA Danmark går i gang med en større transformation af forretningen, oplyser Johan Laurell, administrerende direktør for møbelkæden i Danmark. Pr-foto
 

Se også: Politikere siger ja til gigantisk city-Ikea

Planen om et varehus i København kom allerede i 2016, og dengang var meldingen, at det skulle stå klar i 2018. 

Siden er byggeriet blevet forsinket, og størrelsen på varehuset bliver mindre end først udmeldt. 

Byggeriet af varehuset, der skal ligge ved Fisketorvet, er endnu ikke gået i gang. 

IKEA har cirka 2700 ansatte i Danmark og fem varehuse i Taastrup, Gentofte, Odense, Aarhus og Aalborg. 

Indtil for nylig var der også planer om et varehus i Esbjerg, men det er sat på pause. 

På verdensplan er der 422 IKEA-varehuse, hvoraf de 50 er franchise. Samlet arbejder der mere end 200.000 i IKEA i hele verden.

81 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere