IKEA i shitstorm: 'Det er et knæfald for islam'

På Facebook raser debatten mod IKEA i Danmark, der har kaldt deres seneste kollektion for 'Vinterfest'

IKEA er blevet bestormet med vrede beskeder på Facebook. Foto: Philip Davali
IKEA er blevet bestormet med vrede beskeder på Facebook. Foto: Philip Davali

'Ej, hvor er I til grin, IKEA', starter en af de efterhånden mange kommentarer, der siden i går har fyldt Facebook-siden hos IKEA.

Firmaet har lanceret deres nyeste kollektion denne sæson og kaldt den for 'Vinterfest'. I kollektionen er det muligt at finde genstande fra varehuset, der normalt ville associeres med jul.

I kollektionen indgår f.eks. kopper med nisser på og en juletræsfod.

Valget af navnet på kollektionen har af den grund også fået folk op i det røde felt, fordi de ikke kan forstå, at IKEA ikke skriver 'jul' i stedet for 'Vinterfest'.

Også politikeren Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har været ved tasterne og kritiserer firmaet på Facebook.

'Mens langt de fleste danskere glæder sig til at fejre den traditionelle danske jul, så er Ikea gået igang med at pynte op til “vinterfest”. Jeg holder meget af Sverige og svenskerne, men den politiske korrekthed, der udgår fra vores naboland, begynder at blive lidt anstrengende. Hvad med dig, skal du fejre julen i december, eller holder du vinterfest den 24. december i år?', skriver han i et opslag på Facebook.

Han støttes op af flere brugere, der har kommenteret på nettet.

'Det må være et knæfald for islam, siden I godt kan skrive om og fejre deres halløj. Det hedder JUL! Julen er en højtid ikke en fest. Jeg gentager det lige.. JUL, ikke 'vinterfest', lyder en af kommentarerne.

'Farveller IKEA og tak for mange gode år..... Det hedder sku JUL OG IKKE Vinterfest', skriver en anden.

'Hvorfor kalder I Julen for vinterfest? Vi holder Jul her i Danmark. Vi holder Jul her i Danmark. Og det bliver vi ved med! I lefler for muslimer, men hvad I har jo også allerede ødelagt Sverige! Jeg kommer aldrig til at handle i IKEA mere pga. Jeres hykleri og leflen for muslimer!', skriver en tredje.

Ikke et opgør med julen
Hos IKEA er de dog ikke enige i kritikken af deres kollektion og mener på ingen måde, at det er et opgør med julen.

- Jeg kan kategorisk afvise, at man har valgt at kalde kollektionen noget for ikke at støde nogle andre, fortæller Christian Mouroux, der er presseansvarlig i IKEA Danmark, til Ekstra Bladet.

Han mener ikke, at det er nødvendigt at skrive 'jul' på kollektionen, da der er tale om varer, der skal fejre hele sæsonen i vintermånederne.

- Vi er ikke ved at prøve at ændre julen, vi har en sæson, og det er den, kollektionen lægger op til at blive brugt til.

Han forklarer, at det hos IKEA's kunder ikke er alle, der er vilde med at pynte helt vildt op.

- Vi ved, at der er kunder, der ikke er så vilde med at pynte op til jul, og de mennesker skal der også være plads til. Debatten svarer jo til, at man om sommeren så kun skulle have en kollektion i Danmark, der hed 'sankthans'-kollektionen. Navnet på kollektionen bliver også brugt i andre lande. Der er derfor også steder, hvor det hedder 'Vinterfest', selvom man ikke har tradition for at fejre jul, fortæller han.

Christians Mourouxs råd til de mange mennesker, der har slået opslag op på Facebook, er da også et simpelt et.

- Kom ud i vores varehuse. Så kan I se, at vi stadig har pyntet op. Vi går ikke på kompromis med julen. Vi er glade for den danske jul, og vi er også glade for at fejre andre højtider, lyder det.

1119 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere