Ikke mere pis

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Der er mange spændende lag i dokumentaren 'Hele Danmarks Ghita'. Radio24syv skal have tak for at bringe den. Foto: Per Folkver
Der er mange spændende lag i dokumentaren 'Hele Danmarks Ghita'. Radio24syv skal have tak for at bringe den. Foto: Per Folkver

Angående det famøse interview på Radio24syv med Ghita Nørby:

For snart mange år siden kom jeg for skade at sige et eller andet til min mor, som fik hende til i en uvant hård tone at sige: ‘Du ved ikke, hvad det vil sige at blive gammel.'

Hun gad ikke mere pis, og det gjorde indtryk. For hun havde jo ret. Ethvert menneske er inderst inde alene i en krop, der ældes, og alene om at forholde sig til, at døden er tættere på, end den har været. Det er sådan, det er, men respekter det lige, tak!

Da en fotograf, som jeg ikke kendte i forvejen, adskillige år senere bad om lov til at fotografere min mor og mig til en serie af generations-portrætter, var jeg meget forsigtig.

Jeg interviewede selv fotografen om projektet. Dels for at være sikker på, hvad hun ville. Dels for at få en fornemmelse af hende som menneske. Efterfølgende kunne jeg fortælle min mor om projektet og garantere hende, at fotografen er et menneske, jeg har tillid til.

Det blev en fantastisk dag hos min mor, som blev fotograferet i sit hjem gennem 40 år, kort før hun måtte forlade det for at komme på plejehjem. Fotografen talte først med hende om alt muligt andet, og siden forklarede hun, hvad hun gerne ville med billedet.

Jeg husker, hvor forbavset jeg var over, at min mor lod hende flytte loftslampen, rykke rundt på møblerne og tage hendes briller af. Efterfølgende sagde min mor mange gange til mig, at det havde været en dejlig dag, og at fotografen var både meget sød og meget dygtig. Vi har begge billedet hængende, og det er et af mine bedste minder. Min mor kan desværre ikke længere huske dagen, men hun er lige så glad for billedet, som jeg er.

Der er ikke noget formildende at sige om den spand lort, Ghita Nørby hælder ud over journalist Iben Maria Zeuthen i den allerede legendariske dokumentar på Radio24syv. Ingen bør tale til andre mennesker på den måde. Man bør kunne udtrykke sin pointe uden at kalde et andet menneske åndssvagt.

Men det er vigtigt at holde sig for øje, at mødet mellem to mennesker, der er hver sit sted i livet, rummer nogle særlige vilkår, som det kan være klogt at tage højde for. F.eks. med et indledende møde før det for alvor går løs med mikrofon og optagelser.

Der er mange spændende lag i ‘Hele Danmarks Ghita’. Som når Ghita Nørby fortæller om forholdet til sin mor og om et møde med Karen Blixen, som hun ærgrer sig over at have været for ung til at forstå dybden i.

Det er i virkeligheden et avanceret portræt af generationer. Og det er en påmindelse om, hvor galt det kan gå, hvis generationerne ikke udviser gensidig respekt.

Radio24syv har med andre ord givet lytterne stof til eftertanke. Det må de meget gerne blive ved med.

409 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen