Den ikoniske læderjakke og de sorte bukser, som Olivia Newton-John har på i slutscenen i filmklassikeren 'Grease', er lørdag blevet solgt for et millionbeløb.
Det skriver Reuters.
2,7 millioner kroner måtte køberen af med for at kunne gå hjem med læderjakken og bukserne, som Sandy havde på i den scene, hvor hun og Danny endelig finder sammen for stedse, mens de synger 'You're the One That I Want'.
Millionbeløbet var dobbelt det, arrangørerne bag auktionen havde forventet.
Fra artig til sexsymbol
Det sorte sæt symboliserede Sandys karakterudvikling i filmen - fra artig skolepige til sexsymbol.
Bukserne fra sættet var så stramme, at Olivia Newton-John var nødt til at få dem syet på. Derfor blev de også solgt med en ødelagt lynlås.
Sættet var et ud af 500 genstande, som blev solgt under en auktion i Beverly Hills lørdag. Indtægterne fra salget vil gå til Olivia Newton-Johns kræftcenter i Melbourne.
Det er uvist, hvem køberen af sættet er.