Illum-direktør: Terrorsikring er uskøn

På Strøget er man ikke tilfreds med de massive betonklodser, der skal sikre København mod terror. De er simpelthen for grimme

De massive betonklodser er placeret flere steder i København. Her sættes de op på Vesterbrogade ved Tivoli. Foto: Tariq Mikkel Khan
De massive betonklodser er placeret flere steder i København. Her sættes de op på Vesterbrogade ved Tivoli. Foto: Tariq Mikkel Khan

- Når jeg kigger ud af mit vindue fra fjerde sal, kan jeg se de her betonklodser. Det er bestemt ikke er nogen skønhed!

Sådan siger Henrik Ypkendanz om de betonsklodser, der er fordelt rundt omkring i det indre København. Hen er direktør i Illums Bolighus, og så sidder han i bestyrelsen i Københavns City Centerforening KBH K.

Betonklodserne er en del af en terrorsikring af København, og de er sat op rundt omkring i Købenahavn efter terrorangrebet på julemarkedet i Berlin i december måned.

Et af stederne er på Amagertorv lige ved siden af Illum. Og selvom Henrik Ypkendanz sætter pris på sikkerhedsforanstaltningen, ser han ikke klodserne som en permanent løsning.

- Man tænker først på sikkerheden, men dernæst skal kommunen i gang med at finde en mere permanent løsning, der gør, at det hele ikke bliver Skønheden og udyret. Det ser jo bestemt ikke pænt ud, siger han.

Tab af turister
Henrik Ypkendanz fortæller, at København forventer det højeste antal overnattende turister nogensinde til sommer. Og de skal ikke bydes velkommen af kedelige betonblokke.

- Det er ligesom at invitere gæster hjem. Der rydder man jo op i entreen. Gæsterne skal jo ikke vade rundt i gummistøvler, kufferter og andre ting, der ikke ser ordentlige ud. Sådan skal det også være i København. Det er ligegyldigt, om det er affald, gadeskilte eller betonblokke. Her skal se ordentligt ud, forklarer han.

Betonklodser på Rådhuspladsen i København. Foto: Tariq Mikkel Khan
Betonklodser på Rådhuspladsen i København. Foto: Tariq Mikkel Khan

Ser København ikke pæn og ordentlig ud, frygter han, at det kan få konsekvenser.

- Vi taber på den lange bane, hvis her ikke er ordentligt. Så begynder turisterne at rejse til Stokholm, Oslo eller andre storbyer, hvor tingene ser ordentlige ud. Derfor er vi nødt til at finde en løsning på de her betonklodser, siger han.

Ingen ved hvornår
Det er PET, Københavns Politi og Københavns Kommune, der har ansvaret på terrorsikringen i byen. Mens PET og politiet har ansvaret for at kravene for sikkerhed opfyldes, er det Københavns Kommunes ansvar at udforme de fysiske foranstaltninger.

Hos Københavns Kommune er man opmærksom på, at den nuværende løsning ikke er holdbar. Det fortæller teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell, i en mail til Ekstra Bladet.

- Der er ingen tvivl om, at den nuværende terrorsikring af Strøget er uholdbar. Politiet har allerede rettet henvendelse til min forvaltning med henblik på at finde en mere permanent løsning, forklarer han.

Morten Kabell vil arbejde for, at løsningen bliver noget kønnere end den nuværende.

- Jeg vil arbejde for løsninger, der sikrer, at byen stadig er så åben og tilgængelig som overhovedet muligt for eksempelvis fodgængere, cyklister og kørestolsbrugere. Samtidig skal løsningerne i videst muligt omfang bestå af træer, bænke og andet byrumsudstyr, der vil bidrage til at skabe et bedre byliv, fortæller han.

Hvornår man kommer i mål med en plan for en langsigtet terrorsikring, og hvornår den reelt bliver ført ud i verden, kan man hos Københavns Kommune endnu ikke fortælle.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere