Imponerende responstid: Terrorister blev dræbt på otte minutter

Det høje beredskab i London har sparet menneskeliv, mener tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen

Sammenklip: London-terror, hvordan oplevede menneskerne det?

Blot otte minutter gik der, fra politiet i London fik den første melding om, at der var en mulig terror-begivenhed i gang, til de tre terrorister lå døde på asfalten.

Det imponerer Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for PET.

- Det er ganske, ganske imponerende. Og jeg må nok sige, at der ikke er tvivl om, at det har medvirket til at redde menneskeliv. Tænk bare på Breivik i sin tid, hvor responstiden blev langsommeliggjort på en sådan måde, at for hvert minut, der gik, så kostede det indtil flere menneskeliv.

- Her har vi den stik modsatte situation, hvor du i kraft af hurtig responstid er i stand til at eliminere truslen og dermed også risikoen for, at flere bliver dræbt.

Bonnichsen er ikke i tvivl om, at den hurtige responstid skyldes det høje beredskab bl.a. i kølvandet på terrorangrebet i Manchester for mindre end to uger siden.

- Formentlig har man nogle 'special attack-teams', som simpelthen kører rundt hele tiden og er klar, hvis der skulle ske noget. Så selv om trusselsbilledet er ændret fra critical til severe, har man jo hele tiden understreget, at det ikke er det samme som, at der ikke kan ske et angreb.

- Så jeg er overbevist om, at man fortsat har disse teams, og at der i øvrigt er en masse bevæbnet politi på gaden.

Se også: OVERBLIK: Det ved vi om angrebet i London

I den konkrete situation var det tilsyneladende almindeligt politi, der skød og dræbte de tre terrorister.

- Sådan har jeg også forstået det. Men det er jo også et tegn på et højt beredskab, og at man derfor har udleveret de pistoler, som man ellers ynder at prale med, at de engelske bobbyer ikke bærer.

Til al held var terroristerne ikke bevæbnet med skydevåben, for i den situation er selv otte minutter lang tid. I stedet gik de til angreb på tilfældige borgere med knive.

- Det er jo de forhåndenværende redskaber, som du kan finde i køkkenskuffen. Derfor kræver det ingen forberedelsestid, og det er jo den helt store udfordring for efterretningstjenesterne. Det er der ingen, der kan hamle op med, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

- Så det bedste man kan gøre i den situation er jo at have et højt beredskab, så man kan være hurtigt til stede. Men det er svært at opretholde i længere tid på grund af de store ressourcer, det kræver.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

276 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere