Indien foretager masseanholdelser i Kashmir

500 er anholdt i Kashmir. Det sker for at forhindre demonstrationer og uroligheder mod delstatens nye status

Over 500 mennesker er blevet anholdt under de seneste omfattende sikkerhedsindsatser i Kashmir.

Det sker for at forhindre demonstrationer og uroligheder, efter at Indien har frataget delstaten dens særlige status.

Lærere fra universiteter, erhvervsleder og aktivister er blandt de omkring 560 anholdte, der tilbageholdes i detentionscentre. En del af anholdelserne blev foretaget ved midnat i byerne Srinagar og Baramulla Gurez.

Det rapporterer nyhedsbureauet The Press Trust of India og The Indian Express.

Anholdelserne er foretaget forud for premierminister Narenda Modis varslede radiotale til nationen senere torsdag.

Her vil han redegøre for sin hindu-nationalistiske regerings beslutning om at ophæve Kashmirs særlige status ved et dekret.

Indiens regering har ophævet en paragraf i forfatningen, som gennem årtier givet Kashmir en særlig status i form af autonomi.

Formålet med at fratage Kashmir den særlige status er at integrere det urolige område med muslimsk flertal i det øvrige Indien.

Både Indien og Pakistan gør krav på hele regionen Kashmir, og den ændrede status har forstærket den allerede spændte situation i regionen.

Paragraffen har hidtil forhindret indere - og her i særlig grad hinduer - i at bosætte sig i delstaten Jammu og Kashmir. Det er nu blevet muligt.

Det splittede Kashmir, der tidligere er blevet rystet af et oprør mod det indiske styre, og som har udløst krige mellem Indien og Pakistan, er blevet opdelt i to territorier, som styres direkte af New Delhi.

Titusindvis af indiske soldater er indsat for at håndhæve nødretslove om delvist udgangsforbud, nedlukket internet og blokerede telefoner.

Iagttagere venter, at det kommer til uroligheder og voldelige sammenstød - blandt andet i forbindelse med den muslimske eid-højtid mandag.

De indiske luftfartsmyndigheder har bedt lufthavne over hele landet om at optrappe sikkerheden, da de frygter angreb i forbindelse med krisen omkring Kashmir.

Pakistan har meddelt, at det vil tage sagen op i FN's Sikkerhedsråd, mens Indien insisterer på, at der er tale om et internt anliggende.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere