Indkalder til pressemøde om AstraZeneca-vaccinens fremtid

Klokken 14 holder myndighederne pressemøde om AstraZenecas fremtidige rolle i vaccinationsprogrammet

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne

Fremtiden for udrulningen af AstraZenecas coronavaccine i Danmark bliver klarlagt på et pressemøde onsdag eftermiddag.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Både Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen vil deltage i pressemødet.

AstraZenecas coronavaccine blev sat på pause i Danmark 11. marts efter to indberetninger om alvorlige og sjældne blodpropper hos personer, der var blevet vaccineret med coronavaccinen.

Én af de to sager omhandler et dødsfald.

Styrelse: Sammenhæng er sandsynlig
Lægemiddelstyrelsen har i begge tilfælde vurderet, at en sammenhæng med vaccinen er sandsynlig.

Artiklen fortsætter under videoen

Siden har Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og sundhedsmyndigheder verden over undersøgt vaccinen nærmere.

Partiledere indkaldt
På pressemødet vil myndighederne fortælle om resultaterne af undersøgelserne og gøre det klart, hvilke konsekvenser det får for det danske vaccinationsprogram.

Forud for pressemødet er partiledere og sundhedsordfører i Folketinget indkaldt til en orientering, der både handler om AstraZeneca-vaccinen og vaccinen fra Johnson & Johnson, der også er sat i bero efter meldinger om sjældne sygdomstilfælde.

Orienteringen startede klokken 11.30.

OVERBLIK: Flere lande begrænser brugen af AstraZeneca-vaccine

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meddelte onsdag eftermiddag, at det ser en mulig sammenhæng mellem covid-19-vaccinen fra AstraZeneca og en sjælden type af blodpropper, der er set ved få vaccinerede.

Blodpropperne er usædvanlige, fordi patienterne har fået flere blodpropper ad gangen i kombination med et lavt antal blodplader. Nogle af dem har fået blødninger.

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at dette sygdomsbillede er set ved to patienter i Danmark, hvoraf én er død. Et andet dødsfald er ved at blive undersøgt for at se, om det også gør sig gældende der.

Mens Sundhedsstyrelsen i Danmark endnu ikke har oplyst, hvad det kommer til at betyde for brugen af vaccinen i Danmark, har flere lande allerede reageret onsdag.

Dem kan du blive klogere på her:

* Sverige.

Sverige reagerede på EMA's udmelding ved at fastholde sin praksis, hvilket er kun at bruge vaccinen til folk over 65 år.

* Storbritannien.

De britiske sundhedsmyndigheder anbefaler fra onsdag eftermiddag, at personer under 30 år tilbydes en alternativ vaccine.

* Belgien.

De belgiske sundhedsmyndigheder har suspenderet brugen af vacciner for personer under 55 år.

* Italien.

Italien stopper med at give vaccinen til folk under 60 år. Italienske sundhedsmyndigheder sagde dog onsdag aften, at folk, der har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen, også kan tage stik nummer to.

* Spanien.

Spaniens sundhedsminister, Carolina Darias, oplyser onsdag aften, at de spanske myndigheder kun vil tilbyde coronavaccinen fra AstraZeneca til personer i alderen 60 til 65 år.

* Portugal

Portugal vil ikke vaccinere personer under 60 år med AstraZenecas vaccine. Kun personer over 60 år vil få coronavaccinen fra AstraZeneca .

* Holland.

De hollandske myndigheder har nedsat brugen af AstraZeneca-vaccinen, så det kun er borgere over 60 år, der tilbydes den.

Kilder: Reuters og Lægemiddelstyrelsen.