Indkøbscentre indfører forbud mod teenagere

Tæt på 80 amerikanske indkøbscentre har nu indført restriktioner på teenageres færden

Franklin Park Mall er seneste indkøbscenter i USA, som har indført restriktioner mod teenageres færden. (Foto fra Google Maps)
Franklin Park Mall er seneste indkøbscenter i USA, som har indført restriktioner mod teenageres færden. (Foto fra Google Maps)

I Franklin Park Mall i Toledo i delstaten Ohio må ingen personer under 17 år opholde sig i centeret fredag og lørdag efter klokken 16 uden at være sammen med en voksen.

Den lokale avis Toledo Blade skriver, at reglen blev indført efter en slåskamp, hvor politiet skulle tilkaldes, og flere blev arresteret.

Reglen blev indført sidste mandag, og følger lignende nylige tilfælde i Indianapolis, Pittsburgh, Kansas City og Chicago, hvor dårligt opdragede teenagere har medført restriktioner.

Tæt på 80 amerikanske indkøbscentre har nu indført restriktioner på teenageres færden, fortæller talsmand for the International Council of Shopping Centers Jesse Tron til Yahoo.

De nyeste tilfælde har fået en del opmærksomhed i amerikanske medier, men der er faktisk ikke tale om en stigende tendens.

- Det sker med en håndfuld indkøbscentre hvert år, siger Jesse Tron.

Juleferien kan være en af årsagerne til de nyeste restriktioner.

- Børnene har været væk fra skolen i længere tid og har mere tid til at bruge i centret. De kommer i store grupper, og så sker der ting, forklarer Jesse Tron.

Ikke i Danmark
I danske centre er det ikke en metode, der er taget i brug eller overvejet.

- Jeg synes ikke, det er noget, jeg kan nikke genkendende til. Teenagere kan lave ballade steder, men vi har ikke oplevet det i et omfang, der krævede restriktioner, fortæller Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør for Center Management ved DEAS, som driver Amager Centret, Frederiksberg Centret, City2 og Copenhagen Designer Outlet.

Til sommer skal DEAS drive yderligere 13 centre, som Steen & Strøm hidtil har stået for.

- Vores indkøbscentre indeholder jo også biografer og fitnesscentre, som appellerer til teenagere. Men vi har ikke haft episoder, som en af vores vagter ikke kunne klare, siger Finn Sture Madsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere