Indlæggelser med coronasmittede tager stort dyk

Statens Serum Institut har fjernet 12 dødsfald fra statistikken over coronadøde i Danmark. Samlet er 527 døde

Antal af coronaindlæggelser er faldet, og tirsdag lød det fra Kåre Mølbak, at en anden smittebølge ifølge ham er usandsynlig. Video: Ritzau

Der fortsætter med at være færre coronapatienter på landets sygehuse, som det har været tendensen siden starten af april.

Tirsdag er antallet af indlagte faldet med 21 til 177, oplyser Statens Serum Institut (SSI). De 43 af de indlagte er på intensiv, hvilket er uændret fra mandag.

Det relativt store fald skal ses i lyset af, at der normalt bliver udskrevet flere patienter om mandagen. Tallet toppede 1. april på 535.

Det samlede antal dødsfald relateret til coronavirus ligger på 527.

Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldene. Alle, der er døde inden for 30 dage efter en positiv coronatest, tælles med i statistikken.

SSI har tirsdag fjernet 12 dødsfald fra statistikken, fordi det har vist sig, at de ved en fejl var i opgørelsen, selv om personerne var døde mere end 30 dage efter testen.

Det samlede antal dødsfald er dog kun faldet med seks fra mandag til tirsdag, fordi der i samme periode er kommet seks nye dødsfald.

SSI oplyser, at der arbejdes på at lave en ny vurdering af dødsårsager efter standarder fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Det skal give et mere komplet billede af dødsfald, som er forårsaget af coronavirus, lyder det.

Ifølge Danmarks Statistik har udbruddet af coronavirus ikke ført til en overdødelighed i Danmark generelt set.

Epidemien med corona har overordnet udviklet sig bedre, end regeringen og myndighederne i første omgang forventede.

Antallet af coronapatienter på sygehusene er langt under, hvad der er plads til på sygehusene.

Det danske sundhedsvæsen er blevet bedt om at holde 800 almindelige sengepladser og 300 intensivpladser klar til coronapatienter.

Statens Serum Institut oplyste mandag, at smittetrykket er faldet siden slutningen af april på trods af genåbningen af flere dele af samfundet.

Smittetrykket er faldet fra omkring 1 til 0,7. Målingen dækker over perioden 1. til 7. maj.

Smittetrykket er et udtryk for, hvor mange andre en person med coronavirus smitter.

Når det er på 0,7, vil det sige, at en person med coronavirus i gennemsnit smitter 0,9 andre.

193 kommentarer
Vis kommentarer