Bjerget Gunung Merapis vulkan i Indonesien er søndag to gange gået i udbrud. Vulkanen ligger på den indonesiske ø Java, hvor hovedstaden Jakarta ligger.
Vulkanen har skudt en søjle af varm aske seks kilometer op i luften.
Ifølge et geologisk center for katastrofer foregik det første udbrud søndag klokken 9.13 lokal tid (00.13 dansk tid). Udbruddet varede 328 sekunder.
Det andet udbrud skete 14 minutter senere. Det varede cirka 90 sekunder.
På grund af udbruddene er aske regnet ned over nærliggende byer, som ligger på skråningen af det knap 3000 meter høje bjerg.
Beboere er opfordret til at forholde sig roligt og holde sig mindst tre kilometer væk fra krateret.
Siden maj 2018 er der blevet holdt godt øje med vulkanen, fordi den havde en række udbrud, som sendte varm aske 5,5 kilometer op i vejret.
Alarmberedskabet for vulkaner er på fire trin. Siden maj 2018 har alarmberedskabet for vulkanen været på næsthøjeste trin.
Gunung Merapi kan oversættes til Ildbjerget. Vulkanen ligger i nærheden af byen Yogyakarta.
Vulkanen har som regel mindre udbrud hver andet eller tredje år og kraftigere udbrud med 10-15 års mellemrum.
Der var senest kraftige udbrud i 1994, 2006 og i 2010.