Ingen hjælp at hente: Pendlere skal stadig betale for ny bro

Et flertal i Folketinget vil holde fast i brugerbetalingen på den nye Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund

Bilisterne må til lommerne, når Kronprinsesse Marys Bro åbner i dag. Det koster nemlig 14 kroner at krydse Roskilde Fjord via den nye bro. Og det vil det også komme til i fremtiden, lyder det fra et bredt flertal på Christiansborg.

Nye Borgerliges transportordfører Mette Thiesen mener ellers, at brugerbetalingen burde droppes.
- Vores land skal være bundet sammen af skattefinansiering og ikke brugerfinansiering. Derfor skal Kronprinsesse Marys Bro ikke have brugerbetaling, siger hun til DR P4 København

Partiet vil gå til de kommende forhandlinger om et transportforlig med kravet om, at det fremover skal være gratis at krydse broen.

Betalingsbro rammer lokalsamfundet
Men Nye Borgerlige skal ikke regne med at få andre med på den plan. Det viser en rundspørge, DR København har lavet blandt Folketingets transportordførere.

- Tingene skal finansieres, før vi bygger en bro. Vi kan ikke, når broen er færdig, lave om på finansieringen. Det er i hvert fald den omvendte model. Hvis andre partier synes, at det skal være gratis, så kører de godt nok på en fribillet, siger Dansk Folkepartis transportordfører Hans Kristian Skibby til DR P4 København.

Køretøjer over 3,5 ton er tvunget til at krydse fjorden via den nye forbindelse, og det koster 41 kroner for den tunge trafik at krydse broen. Det rammer både pendlere og erhverv, at der skal betales for passage, mener Mette Thiesen:

- Det er håbløst for både familier og erhvervsliv, der er afhængige af at skulle krydse broen og som mister en masse penge på det, siger hun.

Ingen udsigt til gratis kørsel på broen
Kun Nye Borgerlige arbejder for at gøre fjordforbindelsen helt gratis, men der kan være en smule støtte at hente til dele af forslaget fra Alternativet.

- Det skal fortsat koste penge at krydse fjorden, men Alternativet ønsker at give fuldbilsrabat (rabat når bilen er fyldt med passagerer, red.) eller rabat på eller gratis overkørsel for el- og hybridbiler, oplyser partiets transportordfører Susanne Zimmer til DR P4 København.

Hos Konservative oplyser transportordfører Niels Flemming Hansen, at partiet holder fast i, at fjordforbindelsen lige nu skal være brugerfinansieret. Man vil dog ikke udelukke, at den engang i fremtiden ophører med at være betalingsbro.

241 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere