Der er ikke mobildækning på store dele af strækningen i Københavns nye metrolinje.
Det betyder, at passagerer i mange tilfælde ikke kan ringe 112 i nødstilfælde, når Cityringen åbner om ti dage.
Det skriver Politiken torsdag.
Den manglende mobildækning vil medfører, at man ikke vil kunne tilgå internet, telefonere eller sms'e på store dele af den godt 15 kilometer lange strækning.
Netop det høster kritik fra landets fire store teleoperatører. I et brev til ejerkredsen bag Metroselskabet samt Frederiksberg- og Københavns Kommune skriver de.
'Det er selvsagt en problematisk situation, idet alle mobil- og metrobrugere har en naturlig forventning om, at der er mobildækning i et nyt og højprofileret byggeri som Cityringen, og at det er muligt at foretage mobilopkald, købe online-billetter, kontakte 112, bruge apps m.m.', står der i brevet.
Det er underskrevet topdirektørerne i TDC, 3, Telia og Telenor.
Tager seks måneder
På grund af forsinkelser på metrobyggeriet er en færdigtestet installation af mobilnettet blevet udsat flere gange. Det har de fire teleselskaber flere gange 'udtrykt bekymring for', lyder det i brevet.
Metroselskabet oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at kunder i en 'kortere periode' vil opleve begrænset eller manglende mobildækning efter åbningen.
Arbejdet med at få netværksdækningen op og køre har man set sig nødsaget til at udskyde til efter færdiggørelsen af stationerne og togdriften, lyder begrundelsen.
'Det har fra 2011 været aftalt, at Cityringens stationer og skinner kom i første række, og at nettet herefter skulle installeres', skriver Metroselskabet.
Metroselskabet har nu fokus på hurtigst muligt at få mobildækningen på skinner. Men det vides ikke, hvornår den er det.
Trafikstyrelsen og transportministeren skal ultimativt give grønt lys, før Cityringen formelt kan åbne.