Ingen panik - du kan roligt tage til Grækenland

Det vigtigste råd er at have rigeligt med kontanter på lommen

Du behøver ikke bekymre dig, hvis du har købt en rejse til Grækenland. Uanset hvad kan du altid betale med euro.
Du behøver ikke bekymre dig, hvis du har købt en rejse til Grækenland. Uanset hvad kan du altid betale med euro.

Du kan roligt tage til Grækenland, uanset om det forgældede land indgår en aftale med sine kreditorer i denne uge eller ej.

Det forsikrer både rejsebureauer og Ulrik H. Bie, cheføkonom i Nykredit Markets, og en af de økonomer, der følger udviklingen i forhandlingerne tæt.

- Uanset hvad der sker, kan du altid betale med euro. Så du skal bare have rigeligt med kontanter med. Hvis Grækenland ryger ud af euro-samarbejdet, så vil euro blive en endnu mere hård valuta, end den er i dag, siger Ulrik H. Bie.

Den samme melding kommer fra Nikolai Johnsen, pressechef for Star Tour.

- Vores anbefaling er, at man skal tage kontanter med. Men det har vi nu altid sagt, når det gælder Grækenland. Det er nemlig ikke alle steder, at man kan betale med kredit-kort. Så det er en god ide under alle omstændigheder, siger Nikolai Johnsen.

22 pct. ekstra salg
Meget tyder da også på, at danskerne er hamrende ligeglade med, om Grækenland går fallit eller om de på det sidste hængende hår formår at holde sig inden for eurosamarbejdet.

Ifølge Niikolai Johnsen har Star Tour således oplevet en fremgang i salget på 22 procent i forhold til samme periode sidste år. 

- Vores kunder har tydeligvis tillid til, at de kan holde ferie i det græske i ro og mag uden komplikationer. Så meget tyder på, at den græske sol og varme tiltrækker mange regnvåde danskere til trods for økonomisk krise.

Vil frede turismen
Det græske drama når sit foreløbige højdepunkt i disse dage, hvor Grækenlands kreditorer har sat en uigenkaldelig sidste frist for en aftale på EU-topmødet torsdag og fredag.

Glipper aftalen er der udsigt til, at den græske statskasse løber tør i løbet af kort tid.

Men det er langt fra sikkert, at det er noget, der rammer dig som turist.

- Vores kilder i det græske fortæller os, at grækerne vil gå meget langt for at sikre, at turismen er et fredet område, siger Nicolai Johnsen.

Han forsikrer også, at der ikke bliver problemer med hotellerne.

Har betalt forud
- Vi har seks-måneders kontrakter med hotellerne, som er betalt  forud, og i visse tilfælde ejer vi rent faktisk hotellerne selv. Vi har også sikret os, at der er styr på den nødvendige transport til destinationerne, siger Nikolai Johnsen.

Netop infrastrukturen kan ellers blive et problem, mener Ulrik H. Bie.

- Man ved aldrig, om man risikerer at løbe ind i en strejke, som vi har set mange gange. Det er et land, hvor meget kan ske.

Billigere som rejseland
Ulrik H. Bie er ikke i tvivl om, at det bliver en billig ferie for mange danskere, hvis Grækenland må forlade euro'en.

- Det vil helt klart blive billigere for os. En ny græsk drachmer bliver ikke meget værd. Det betyder, at Grækenland bliver billigere som rejseland.

Det er måske derfor, at danskerne valfarter til Grækenland denne sommer, men Nikolai Johnsen hælder mere til en mere ligefrem forklaring.

- Vejret får danskerne til at gå lidt i panik og flokkes om at købe en rejse sydpå, hvor man er sikker på sol og varme.

27 grader

I juni forventer DMI således en gennemsnitstemperatur om dagen i Danmark på 15-18 grader. På Kreta er der til sammenligning lige nu 27 grader varmt.

Det forventes, at mellem 250.000 og 300.000 danskere vil lægge vejen forbi Grækenland denne sommer.

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere