- Ingen ved hvor de pludselig dukker op

Nordkorea påstår, at de har udviklet et såkaldt hypersonisk missil, men hvorfor er de mere 'farlige' end ballistiske missiler? Uforudsigligheden er årsagen, fortæller ekspert

Det var en stolt repræsentant for Nordkorea, der kunne præsentere deres nye supermissil.

Nordkorea med Kim Jong-un i spidsen påstår, at det var et nyudviklet hypersonisk missil, Nordkorea affyrede tirsdag morgen lokal tid ud for landets østkyst.

Den påstand er endnu ikke bekræftet, men Ekstra Bladet har været i kontakt med Hal Chol Ri, der er rådgiver for Nordkoreas ambassadør i norden Ri Won Guk. Han bekræfter, at de har udviklet et missil og har videresendt en meddelelse:

'Udviklingen af det hypersoniske missil er blevet skubbet frem som følge af en sekventiel, videnskabelig og pålidelig udviklingsproces', skriver de.

Artiklen fortsætter under videoen.

- Ingen ved hvor de pludselig dukker op

Men hvordan adskiller de nye missiler sig fra ballistiske missiler, som Nordkorea har affyret 117 gange?

Ekstra Bladet har talt med Master i Military Operational Art and Science, major og chef for Center for Luftoperationer, Karsten Marrup, der fortæller, at uforudsigligheden er hovedårsagen.

- Et normalt ballistisk missil flyver i en bue, ligesom når du kaster en tennisbold. Den er ret forudsigelig, og derfor er det muligt at skyde missilet ned, siger Karsten Marrup til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kim Jong-un 9. september, hvor han var med til at fejre Nordkoreas 73 års fødselsdag. Foto: Ritzau Scanpix
Kim Jong-un 9. september, hvor han var med til at fejre Nordkoreas 73 års fødselsdag. Foto: Ritzau Scanpix
 

Pludselig dukker de op
Samtidig fortæller han, at de kommer meget højt op og tager en tur ud i rummet, inden de flyver ned mod målet. Sådan er det også for de hypersoniske missiler, men så opstår forskellen.

- Hypersoniske missiler kommer også højt op, men i omkring 100 kilometers højde adskiller sprænghovedet sig, og så glider det på kanten mellem atmosfæren og rummet. Her flyver den derfor noget lavere, og den er sværere at se på lang afstand på grund af jordens krumning.

- Den kommer så hurtigt, og ingen ved, hvor den pludselig dukker op henne, og derfor bliver reaktionstiden også kortere, siger Karsten Marrup til Ekstra Bladet.

Og det er ifølge majoren hovedårsagen til, at Rusland, Kina og nu også USA er i gang med at udvikle disse missiler.

Et hypersonisk våben flyver mindst fem gange hurtigere end lydens hastighed.

Sydkoreas militær oplyste tidligt tirsdag morgen, at Nordkorea havde affyret et missil ud over havet fra landets østkyst.

Missilet blev ifølge Sydkoreas fælles stabschefer affyret fra den nordlige Chagang-provins omkring klokken 06.40 lokal tid.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sådan så det ud, da Sydkorea rapporterede om de affyrede missiler 28. september. Foto: Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da Sydkorea rapporterede om de affyrede missiler 28. september. Foto: Ritzau Scanpix
 

Hævder sin ret
Kort tid efter gik Nordkoreas FN-ambassadør, Kim Song, på talerstolen i New York City til FN's Generalforsamling.

Her forsvarede han Nordkoreas 'ret' til at teste våben og sagde, at 'ingen kan nægte' landet at udføre test.

- Vi opbygger blot vores nationale forsvar, således at vi kan forsvare os selv og værne om landets sikkerhed og fred, sagde Kim Song i New York City ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er ikke mere end to uger siden, at det nordkoreanske militær foretog endnu en prøveaffyring af ballistiske missiler.

Ifølge Sydkoreas forsvarskommando blev der 15. september affyret to ballistiske missiler.

Samme dag gennemførte Sydkorea en affyring af landets første ubådsmissil.