Inge Ingvardtsens liv er gået i sort. Bogstavelig talt.
Den 75-årige folkepensionist er havnet i et slagsmål med Egedal Kommune, og det har efterladt hende i en lejlighed, der er uværdig at bo i. Måske endda sundhedsskadelig.
En blandet stank af gammel røg og os overskygger Inges livsbekræftende sind, da vi besøger
Og hvordan er det gået så galt?
Det hele startede i efteråret 2022, hvor Egedal Kommune havde fået en god idé. Inge Ingvardtsen ryger, og derfor gav kommunen hende et påbud om, at hun skulle have en sugemaskine stående, hvis hun fortsat ville have hjemmehjælp.
- Det er jo ikke noget, som jeg selv har fundet på, men det var helt fint. Jeg elsker jo at have mine piger (hjemmehjælperne, red.) her, så det sagde jeg ja til, siger Inge Ingvardtsen til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Sort slim
I starten gik det uden problemer, men noget gik galt med maskinen, der ifølge den 75-årige folkepensionist en dag pludselig begyndte at sprøjte sort sod ud. Og 7. november var hendes lejlighed omdannet til noget, der ligner et gerningssted efter en brand.
- Der var sort over det hele. Mit tøj og mit hår. Overalt. Når jeg vaskede mit hår, var vandet sågar helt sort. Er det ikke noget værre svineri, siger Inge Ingvardtsen og peger rundt i sin stue.
Og selv om der nu er gået over to måneder, så er billedet det samme. Inge sidder i sin stol midt i stuen, mens hele lejligheden er sort. Alt, hvad du rører ved, er sort.
- Det er simpelthen ikke til at leve i. Her er så ulækkert. Hvad er meningen?
- Og når jeg vågner om morgenen, så hoster jeg en del. Jeg er jo en ældre dame, der har røget i mange år, men nu er der begyndt at være store, sorte pletter i min slim. Det er ikke godt, siger Inge Ingvardtsen til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Slagsmål med kommunen
Inge Ingvardtsen gjorde, som de fleste ville gøre. Kontaktede kommunen. Men der var ikke megen hjælp at hente. De fortalte, at de ville sende maskinen til undersøgelse i Sverige, men rengøring var der ikke noget af.
Ekstra Bladet har set e-mails mellem kommunen og Inge Ingvardtsens datter, hvor de først en måned efter kommer med svar, hvor de konstaterer, at det i hvert fald ikke er maskinen, der har fejlet.
Og Egedal Kommune var også hurtig til at drage en konklusion. Det er Inge Ingvardtsens eget problem.
- Det er uværdigt. Noget svineri. Hvordan kan de behandle mig sådan? Hvis ikke skaden kommer fra maskinen, hvor kommer den så fra, siger Inge Ingvardtsen.
Hun fik også besøg af tre mænd fra kommunen, der skulle vurdere sagen. Her troede Inge Ingvardtsen, at der endelig ville blive gjort rent, da de kom, men hun blev slemt skuffet. De kom bare for at snakke om sagen og konstatere, at der ikke var mere at gøre for dem.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Betal selv
Efterfølgende forsøgte Inge Ingvardtsen at tage kontakt til sit eget forsikringsselskab, men svaret var klart. Det er kommunens ansvar.
Imens sidder Inge Ingvardtsen i en kulsort lejlighed, hvor hun har fået at vide af Egedal Kommune, at hun jo bare selv kan betale for en hovedrengøring.
- Men det har jeg jo ikke råd til. Jeg får 9000 udbetalt om måneden. Det er så trist. Jeg elsker julen, men jeg havde ikke mulighed for at pynte op til jul, fordi alt var så beskidt, siger Inge Ingvardtsen.
Men så fik hun et tilbud af kommunen, der sagde, at hun jo bare kunne låne sig ud af problemerne.
- Det er så frækt. Hvorfor skal jeg låne penge af dem, når det er deres skyld, siger Inge Ingvardtsen.
Slagsmålet har nu stået på i snart tre måneder, men Inge Ingvardtsen står stadig uden en løsning.