Instagram med stor ændring

I første omgang kommer ændringen dog ikke til at ramme Danmark

Foto: Mark Lennihan
Foto: Mark Lennihan

Instagram gemmer likes for brugere i flere lande. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I en række lande vil det fra torsdag ikke være muligt at se, hvor mange 'likes' andres billeder får på det sociale medie Instagram.

Det er et led i et forsøg, som platformen, hvor brugere kan dele billeder og videoer med hinanden, sætter i gang for at lette presset på brugerne.

- Vi tester det, fordi vi ønsker, at dine følgere skal fokusere på de billeder og videoer, du deler, ikke hvor mange 'likes' du får, lyder det fra en Instagram-talsmand i følge CNN.

- Vi vil have, at Instagram skal være et sted, hvor folk føler sig komfortable med at udtrykke sig, uddyber Mia Garlick, politisk direktør for Facebook i Australien og New Zealand i en pressemeddelelse.

Derudover vil Instagram også gøre det sværere for såkaldte internet-trolls at misbruge det sociale medie til at chikanere brugere.

Sociale medier er generelt blevet kritiseret for at deres platforme kan påvirke brugerne. Forskning har tidligere antydet, at Instagram kan påvirke unges mentale sundhed negativt.

Kan fortsat se egne likes
Instagram, der har to milliarder brugere på verdensplan, er en platform, hvor brugere kan lægge billeder og videoer op, som andre kan kommentere og like.

Men i de udvalgte testlande vil likes fremover ikke være synlige på brugernes profiler, billeder eller videoer.

Brugere kan fortsat se, hvor mange likes deres egne opslag får, men de skal klikke sig videre til en anden side for at gøre det.

Ændringen vil påvirke brugere i Australien, Brasilien, Italien, Irland, Japan og New Zealand. Det har allerede været testet i Canada.

Selv om ændringen er blevet beskrevet som en test, er der ikke oplyst nogen slutdato på projektet.

56 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere