Integration ude i virkeligheden

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Ekstra Bladet genbesøgte Mjølnerparken, dagen efter at regeringens ghetto-plan blev lanceret. - Det er en god plan. Problemet herude er, at der er for mange, som ikke respekterer Danmark. De har måske deres problemer. Men hvorfor skal det gå ud over alle os andre, når de laver kriminalitet, lød det fra palæstinenseren Sleiman Dabdoub. Han står samme sted, som statsminister Lars Løkke stod dagen før. Foto: Kenneth Meyer
Ekstra Bladet genbesøgte Mjølnerparken, dagen efter at regeringens ghetto-plan blev lanceret. - Det er en god plan. Problemet herude er, at der er for mange, som ikke respekterer Danmark. De har måske deres problemer. Men hvorfor skal det gå ud over alle os andre, når de laver kriminalitet, lød det fra palæstinenseren Sleiman Dabdoub. Han står samme sted, som statsminister Lars Løkke stod dagen før. Foto: Kenneth Meyer

Der er sket noget godt for pressens dækning af integrations-politikken i Danmark.

Det er nemlig blevet sværere at lave de kedelige automat-historier, hvor oppositionspartier på stribe hælder det hele ned ad brættet.

Socialdemokraterne er efter årtier kommet i sync med deres egne Vestegns-borgmestre, som i årevis forgæves prøvede at råbe partifællerne på Christiansborg op ude fra virkeligheden.

Det er simpelthen blevet stuerent at være strammer i S. Partiformand Mette Frederiksen synes endda, at Løkke-regeringens ghetto-udspil fra denne uge godt kunne have været endnu strammere på visse punkter.

De radikales Morten Østergaard har været på ghetto-safari i Vollsmose og Gellerup. Han er med egne ord blevet klogere og erklærer sig nu som tilhænger af sidste års bandepakke. Den stemte de radikale ellers nej til, men nu synes Østergaard, at det er tid til at smide håndskyheden og trække hovedet ud af busken.

Således var det Alternativets Uffe Elbæk og Enhedslistens Pernille Skipper, der alene tegnede den interne Christiansborg-kritik torsdag aften i DR2-programmet 'Debatten'.

Samme dag havde statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med syv fagministre kørt ghetto-planen i stilling i selveste Mjølnerparken i store, sorte ministerbiler og et ikke uanseligt sikkerhedsopbud.

’Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030’, hedder planen.

Både Skipper og Elbæk udtrykte stærk skepsis over for den, men Elbæk var dog ene om slet ikke at ville erkende præmissen om, at vi har parallelsamfund i Danmark.

Det kan vel godt kaldes et ægte alternativt synspunkt, for enigheden har som ovenfor beskrevet aldrig været større.

Det giver os i pressen et godt los bagi, for når vi ikke kan lave automathistorierne med alle de sure oppositionspartier, må vi jo ud i virkeligheden.

Politiken gjorde det godt i torsdags i Mjølnerparken. Her mødte reporteren en ung, tørklædeklædt kvinde, som synes, det er helt i orden, at der sættes ind mod ghettoens værste sider. Hun har mistet to brødre i Mjølnerparken; én blev kørt ned, og én blev skudt. Hun har været glad for at bo i området i 25 år, men det er hun ikke længere. Hun flytter snart, men hun understreger alligevel, at Mjølnerparken er et dejligt sted. Der er bare nogle, der ødelægger det for andre.

Politiken talte også med Fadi Abdul Halim, der arbejder som tolk og er uddannet diplomingeniør. Han var træt af at se sit boligområde blive brugt som kulisse for det store show, som Løkke-regeringen havde stablet på benene for at lancere ghetto-planen. Det store sikkerhedsopbud lignede i hans øjne en magtdemonstration og fik det til at se ud, som om der er krig. Men han bakker op om dele af indholdet, for han har selv prøvet at blive truet på livet, og hans datter har lagt øre til skudsalver i gården ved siden af.

Det, der generer ham mest, er, at så mange ikke arbejder.

’De snakker kun arabisk med deres familie, og når de er ude at handle. De har ikke brug for dansk. De sover til klokken 11, de er ikke vant til at arbejde, og det er noget, der smitter. De er ikke gode til at opdrage deres børn og få dem til at passe skolen og få en uddannelse. Miljøet her er frugtbart for arbejdsløse', siger han til Politiken.

Håndskyheden over for at beskrive integrations-problemerne med alle nuancer er ikke kun på retræte blandt politikerne. Den er også forsvundet i dansk presse.

Virkeligheden er blevet velkommen.

256 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere