Intern mail: Tre journalister presset i TV 2-skandale

Journalister, som var involveret i sagen om den falske valg-historie under grønlandsvalget, var udsat for 'et ret kraftigt pres', lyder det nu i en intern mail til medarbejderne

Intern mail: Tre journalister presset i TV 2-skandale

Forstå sagen om den falske historie, som TV 2 bragte op til valget i Grønland i april.

Under overskriften 'Udsat for chefpres - søg hjælp' opfordres journalisterne på TV 2 nu til at række ud efter deres tillidsfolk, hvis de oplever pres fra deres chefer eller redaktører.

Det fremgår af et internt nyhedsbrev, som Ekstra Bladet kender indholdet af, og det sker på baggrund af forløbet med den falske historie om Múte Egede, som TV 2 publicerede kort før det grønlandske valg i begyndelsen af april.

I nyhedsbrevet fremgår det, at tre journalister på TV 2 forud for historien var udsat for et hårdt pres fra en chef. Denne chef er redaktionschef Ulla Østergaard, der tirsdag blev sygemeldt som følge af det kritisable forløb.

Ulla Østergaard, redaktionschef på TV 2, er nu sygemeldt. Foto: Ritzau Scanpix
Ulla Østergaard, redaktionschef på TV 2, er nu sygemeldt. Foto: Ritzau Scanpix

'I påsken oplevede tre af vores kollegaer at blive udsat for et ret kraftigt pres fra en chef om at producere og publicere en historie på TV2.dk. En historie, som de ikke syntes var i orden – den såkaldte grønlandssag,' fremgår det af beskeden til journalisterne på TV 2.

'Efterfølgende har TV 2 fået voldsomme hug for historien i både 'Presselogen' og sidenhen i Ekstra Bladet, Politiken og Berlingske. En historie, TV 2 har måttet berigtige, beklage og trække tilbage,' lyder det.

'Ret til at sige fra'
Reporterne på TV 2 opfordres for fremtiden til at kontakte deres tillidsfolk, hvis lignende sker igen, fremgår det af afsnittet, som indgår i nyhedsbrevet.

'Hvis du føler dig presset urimeligt af en chef, så ring endelig til en af dine tillidsfolk. Vi kan gå ind og skærme dig i en sådan situation.  Vi kan endvidere hjælpe dig med at vurdere situationen, vende den og rådgive dig eller hjælpe dig videre til en anden chef, f.eks. C-vagten, der altid kan kontaktes ved enhver form for tvivl.'

'Du har som medarbejdere altid ret til at sige fra over for en historie – kan du ikke selv gøre det, eller har du brug for support, så ring til en af dine tillidsfolk.'

Tillidsmand på TV 2 Lennart Sten har ikke ønsket at kommentere sagen over for Ekstra Bladet.

Pres på TV 2
Ekstra Bladet har i de seneste dage afdækket, hvordan TV 2 ignorerede advarsler og ihærdigt forsøgte at få den politiske modstander i tale, mens hovedpersonen, Múte Egede, aldrig fik mulighed for at svare på de falske påstande.

Derudover påstod Ulla Østergaard undervejs i en sms til Múte Egede, at den pågældende overskrift i den forkerte historie ikke kunne ændres, da den allerede var publiceret. Det har TV 2's chefredaktør, Kristoffer Pinholt, sidenhen erkendt, at 'man naturligvis godt kan.'

Senest har en række grønlandske partier over for Berlingske krævet hele forløbet kulegravet for at få klarlagt, om historien blev plantet for at påvirke det grønlandske valg.