En dominoeffekt af problemer har ramt den internationale bankverden, og det skaber grund til alvorlig bekymring.
Det mener Kristalina Georgieva, der er administrerende direktør i Den Internationale Valutafond (IMF).
IMF er en international finansorganisation, der hører ind under FN.
Hun advarer nu mod den turbulens, som den seneste tid har eksisteret i den internationale finansverden. Det skriver The Guardian.
En turbulens, der blandt andet kommer i kølvandet på, at flere centralbanker har hævet renten.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- I en tid med højere gældsniveauer genererer den hurtige overgang fra en længere periode med lave renter til meget højere renter - hvilket er nødvendigt for at bekæmpe inflationen - uundgåeligt stress og sårbarheder, udtaler hun.
Forhøjet risiko
Kristalina Georgieva uddyber, at grundet de stigende omkostningspriser, krigen i Ukraine og Covid-19's økonomiske senfølger, så vil verdensøkonomien kun stige med omkring tre procent i 2023.
Til sammenligning lå den globale vækst i 2021 på omkring 5,9 procent.
Samtidig har urolighederne i en række storbanker gjort det klart for Kristalina Georgieva, at finansverdenen står overfor en forhøjet risiko.
I starten af marts kollapsede den amerikanske Silicon Valley Bank, hvilket anses som det næststørste bankkrak i amerikansk historie.
Senere på måneden blev den schweiziske storbank Credit Suisse ramt af alvorlige økonomiske problemer, hvilket skabte internationale overskrifter.
Kristalina Georgieva udtalelser kommer ovenpå, at vice-præsidenten for Den Europæiske Central Bank, Luis de Guindos, kom med en lignende melding.
I et interview med Business Post udtalte han, at den seneste uro i bankverdenen vil skabe problemer for forretninger og den globale vækst.