Irna manglede et navn til sin dreng: Så gik 'Harvey' i land

Midt i kaosset fra stormen 'Harvey' blev der født børn i Texas

Harvey Rodriguez kom til under stormen af samme navn. Foto: Corpus Christi Medical Center
Harvey Rodriguez kom til under stormen af samme navn. Foto: Corpus Christi Medical Center

Millionbyen Houston kæmper fortsat med ekstreme regnmængder som konsekvens af den tropiske storm 'Harvey'.

Men midt i kaosset skal naturen gå sin gang. Sådan var virkeligheden for den højgravide kvinde Irna Rodriguez, der måtte føde, mens stormen gik i land fredag. Det skriver USA Today.

Hun var ikke den eneste. Fire babyer blev således født på Corpus Christi Medical Center - Doctors Regional, der ligger i kystbyen Corpus Christi, som var blandt de første til at mærke 'Harvey's hærgen.

Men Irna Rodriguez havde ikke valgt noget navn, da hun skulle til at føde, og så foreslog en sygeplejerske, at hun kunne opkalde sin søn efter det, de kunne høre rasere udenfor - stormen 'Harvey'.

Det valgte Irna Rodriguez at gøre.

- Det var spændende at føde min baby under orkanen. Vi er taknemmelige for den plejere, vi fik på Doctors Regional og for vores families gode helbred, sagde den nybagte mor til drengen, hvis fulde navn bliver Harvey Rodriguez.

Harvey

Orkanen Harvey er gået i land ved delstaterne Texas og Louisiana i det sydlige USA. Her kan du læse mere om orkanen.

* Det nationale orkancenter i USA opgraderede fredag aften lokal tid orkanen til en styrke på fire. Orkanskalaen har fem trin.

* Harvey er den første kraftige orkan, der truer USA i indeværende orkansæson.

* Det er første gang i 12 år, at det amerikanske hovedland rammes af så voldsom en orkan.

* Den seneste store orkan, der ramte hovedlandet, var Wilma. Den ramte Florida i 2005

* Samme år i august ramte Katrina Louisiana. New Orleans blev oversvømmet, og 1800 mennesker omkom.

* I 2012 ramte Sandy New York og New Jersey med ødelæggende kraft. Dette vejrsystem havde mistet noget af sin kraft, da det ramte, og blev betegnet som en superstorm. Men Sandy var ødelæggende uden at være en orkan.

Kilder: AP, AFP.