Isbjerg på afveje

Et isbjerg på 250 x 180 meter er drevet væk fra kysten i Grønland

Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ritzau Scanpix

'ISBJERG PÅ AFVEJE!'

Sådan skriver vejrtjenesten DMI på Twitter, efter et isbjerg i Grønland er drevet væk fra kysten og nu ligger 250 meter fra kysten nord for bygden Innaarsuit i Vestgrønland.

Isbjerget, der måler 250 x 180 meter, har et areal på 45.000 kvadratmeter, hvilket svarer til fem til seks fodboldbaner.

For to år siden stødte et isbjerg af samme størrelse på grund ud for bygden, og det fik dengang folk til at frygte en flodbølge, skriver det grønlandske medie KNR.

Beboerne tættest på kysten blev evakueret og genhuset længere inde på land.

Ifølge beredskabet er der dog ikke grund til at frygte et lignende scenarie denne gang.

- I og med at det store isfjeld ligger nord for bygden, så mener brandformanden i Innaarsuit ikke, at der er fare på færde, siger Jens Dahl, der er beredskabschef i Avannaata Kommunia, til KNR.

Politiet er gjort opmærksomme på den potentielle fare, men Jens Dahl forsikrer, at beboerne godt ved, hvad de skal gøre, hvis isbjerget begynder at knække og larme.

De er ifølge beredskabschefen vant til lignende store isfjelde.

- Hvis isbjerget begynder at kælve, skal folk søge opad. Det skal de, der bor nærmest ved havet, i hvert fald, lyder det.

Ifølge DMI vil der blive genereret store bølger, hvis isbjerget kollapser. De vurderer dog, at der er størst sandsynlighed for, at isbjerget vil blive fjernet af tidevand og vind ved højvande.

Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ritzau Scanpix
 

103 kommentarer
Vis kommentarer