Isenkræmmer undrer sig: - Hårdt ramt

Butiksejere og administrerende direktør i Rødovre Centrum føler sig snydt over, at de ikke indgår i den genåbning, regeringen har teaset for

Henrik Wibroe undrer sig højlydt over, at hans butik Rødovre Isenkram i Rødovre Centrum fortsat står til at skulle holde lukket.

Onsdag ventes regeringen at offentliggøre en genåbning af Danmark, men den såkaldte ekspertgruppe har indstillet til, at udsalgsvarebutikker i centrene ikke åbnes.

Siden 25. december har han været lukket ned, og det ser altså ud til at fortsætte.

- Jeg synes ikke, at der er noget rimelighed i det. Vi har et meget stort center med masser af plads.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Henrik Wibroe får sandsynligvis ikke lov til at åbne sin isenkrambutik 1. marts. Foto: Tariq Mikkel Khan
Henrik Wibroe får sandsynligvis ikke lov til at åbne sin isenkrambutik 1. marts. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Ekstra Bladet møder ham foran den lukkede butik, og han fortæller, at tvangslukningen koster dyrt, og at det ikke bliver bedre af, at konkurrenter uden for butikscentret får lov at åbne.

- Vores indtjening falder voldsomt. Der skulle jo gerne være penge til at betale husleje og lønninger, og hvad der ellers måtte være. Vi bliver hårdt ramt af det, fortæller han.

Håber eksperterne kommer ud og kigger
Administrerende direktør i Rødovre Centrum, Jesper Andreasen, fortæller, at han gør alt, hvad han kan for at holde liv i butikkerne, men nedlukningen og manglende indtjening har stadig betydet, at tre butikker i centeret har været nødt til at dreje nøglen om og lukke.

- Vi giver butikkerne henstand i huslejen og har gjort det i januar og februar, og vi kommer nu også til at gøre det for marts. Det er en udskrivning på 60 millioner, vi må hente i banken for at holde liv i vores lejere.

Artiklen fortsætter under billedet ... 

Jesper Andreasen hjælper butikkerne i centeret med huslejen, men det er ikke altid nok. Foto: Tariq Mikkel Khan
Jesper Andreasen hjælper butikkerne i centeret med huslejen, men det er ikke altid nok. Foto: Tariq Mikkel Khan

Ligesom Henrik Wibroe kan Jesper Andreasen heller ikke forstå, hvorfor der fortsat skal være lukket i størstedelen af centerets butikker.

- Jeg synes, vi har gjort alt. Jeg håber virologerne kommer ud og hilser på en dag og ser, hvordan forholdene er. Jeg tror ikke rigtigt, at de er klar over, hvordan det hele hænger sammen, og hvor sikkert, det egentlig er at gå i et center, siger Jesper Andreasen, da Ekstra Bladet møder ham i Rødovre Centrum.

- Vi har 16.000 kvadratmeters fællesareal. Der er plads til rigtig mange mennesker herinde, uden at de kommer i kontakt med hinanden.

Kun 20 butikker ud af Rødovre Centrums i alt 160 butikker må holde åbent. Blandt de 20 butikker er flere delikatesseafdelinger, supermarkeder og apoteker.

413 kommentarer
Vis kommentarer