Ishøjs borgmester erkender: Integrationen forfejlet

Flertallet af de nyfødte i fire vestegnskommuner har en mor med udenlandsk baggrund. Det får DF til at slå alarm, mens Ishøjs borgmester erkender forfejlet integration

Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, erkender at integrationsprocessen har været forfejlet. Foto: POLFOTO
Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, erkender at integrationsprocessen har været forfejlet. Foto: POLFOTO

I kølvandet på Ekstra Bladets afsløringer af, at mere end hver anden af de nyfødte i Ishøj, Vallensbæk, Brøndby og Høje Taastrup i 2018 har en mor med indvandrer- eller efterkommerbaggrund, slår DF’s udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, alarm over den skæve udvikling.

Indvandrerkvinder føder flest børn på Vestegnen

Han mener, at indvandrere får svært ved at spejle sig i det danske samfund, hvis de til dagligt er omgivet af andre indvandrere. Derfor ser han udviklingen på Vestegnen som et oplagt eksempel på, at der er behov for et paradigmeskifte i udlændingepolitikken.

- Forudsætningen for, at vi kan få en vellykket integration i forhold til de mennesker, som skal være her permanent er, at de kan spejle sig i den danske kultur, så de ved, hvad de skal gøre til deres egne værdier. Det bliver vanskeligt, når der er flere og flere med udenlandsk baggrund, siger Martin Henriksen.

Hos DF frygter man, at den skæve demografiske udvikling i sidste ende vil betyde, at etniske danskere i løbet af en årrække vil komme i undertal på Vestegnen. Det vil ifølge Martin Henriksen betyde, at ’flere og flere danskere vil føle sig som fremmede i deres eget land’.  

Borgmester ønsker økonomisk håndsrækning
Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S) har forståelse for Martin Henriksens bekymring. På spørgsmålet om, hvorvidt den skæve fordeling af indvandrere og efterkommere i Danmark vidner om en forfejlet integrationsproces gennem de seneste årtier, svarer han:

- Ja. Det har den været. For den har ikke spredt nok ud i de forskellige kommuner. På den måde vil jeg gerne sige, at den har været forfejlet, siger han.  

Borgmesteren slår ved samme lejlighed fast, at der efter hans opfattelse er behov for at afsætte flere penge til de indvandrertunge kommuner på Vestegnen for at styrke integrationen.  

- Den sidste ting med behov for hjælp med boligsociale initiativer - og dermed også afsætte penge til det. Det ser vi meget gerne. Vi har prøvet det flere gange. Hver gang vi har haft de tiltag – også fra regeringens side – har det hjulpet, siger Ole Bjørstorp.

Derfor opfordrer han regeringen til at afsætte flere penge til Ishøj og andre kommuner på Vestegnen.

Støjberg: Ingen pengepose på vej til Vestegnen
Venstres udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, fastslår, at der allerede sker en økonomisk udligning mellem landets rige og fattige kommuner. Derfor mener hun ikke, at der er behov for at afsætte flere midler til Ishøj, Brøndby, Vallensbæk og Høje Taastrup.

- Der findes snart ikke en kommune her i landet, som ikke synes, at det lidt er en uretfærdig udligningsordning, vi har. De kommuner, som afgiver penge, mener, at de afgiver for mange penge. Mens de kommuner, som modtager penge, mener, at de modtager for få penge, siger hun. 

Til gengæld er hun helt enig med Martin Henriksen i, at udviklingen på Vestegnen vidner om nødvendigheden af et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Det skal blandt andet forhindre, at Danmark kommer til at ligne Sverige, forklarer ministeren.  

- Det er ved at løbe os af hænde i nogle områder af Danmark. Og jeg ønsker ikke, at vi skal komme til at ligne Sverige. Hvis vi vil være sikre på, at vi ikke kommer til at ligne Sverige, er det nødvendigt, at vi fører en meget, meget stram udlændingepolitik, siger Inger Støjberg og tilføjer:

-Ganske enkelt for at få bremset op og ryddet op i nogle af de problemer, vi har. Men det er ikke en nem opgave.  

Hun peger ved samme lejlighed på, at ’det er stærkt bekymrende”, at borgere med udenlandsk baggrund er på vej til at blive majoritetsbefolkningen på Vestegnen, hvis den nuværende befolkningsudvikling fortsætter.