ISkimoernes infight

ANMELDELSE: Indehaveren af en lille chokoladebutik på Frederiksberg kom på voldsom glatis i denne uge. Det kræver en klar pr-strategi at kaste sig ind i krænkelseskampen, det havde hun ikke, men respekt for forsøget

Video: Maya Tekeli

Tinas pr-strategi

Først troede jeg, at Tina Jakobsen Wilstrup var en mand, da hun tirsdag aften på Facebook støbte sin helt egen chokoladekugle af en shitstorm ved at stå fast på navnet Eskimo Is. Og tilmed udlovede en gratis af slagsen til de første 50 kunder, der kiggede forbi fredag klokken 12.

Tina bruger ikke tegnsætning, hvorfor jeg antog hende for at tilhøre den ofte svært maskuline højrefløj, der som bekendt taster løs helt uden at trække vejret og tænke sig om, eventuelt bare sætte et komma eller et punktum. Jeg tog fejl, det beklager jeg.

Som så mange andre i den ustoppelige krænkelsesdebat blev jeg ramt af fordomme, men da jeg fredag fandt en plads i den i øvrigt meget korte Eskimo-kø, mødte jeg Tina Jakobsen Wilstrup.

Anmeldelsen fortsætter under billedet ...

Tina Jakobsen Wilstrup ejer af Frederiksberg Chokolade vil ikke ændre navnet på sin eskimo is. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Tina Jakobsen Wilstrup ejer af Frederiksberg Chokolade vil ikke ændre navnet på sin eskimo is. Foto: Tariq Mikkel Khan.

Hun var ramt, hårdt ramt. Den lille, midaldrende dame fremstod uanselig, undskyldende og underløbet. Hun følte sig kørt over af alle dem, der ellers foregiver at tilhøre de tolerante, men selvfølgelig, viste sig at være stærkt intolerante med trusler, boykot og hadbeskeder, endda direkte på hendes private mobil. Intet nyt der, bortset fra at i denne uge var sagen så lille, at den kunne slå saltomortaler på en ispind.

Tinas ansigt blev tilmed den topping, man kunne kimse af, som var hun selve legemliggørelsen af den så svært afkodelige danske hyggeracist. Jeg mødte et menneske med bævrende læber, der tydeligvis fortrød, hvad der kunne ligne et bevidst pr-stunt i krænkelsesparathedens navn. Et begreb der efterhånden både dækker over at være parat til at krænke og parat til blive krænket.

Det gik op for mig, at hvis nogen havde en strategi, måtte det være Hansen Is, da de med en selvsmagende fornemmelse for tidens toneklang fjernede den lille Eskimo fra repertoiret. Og altså dermed fik Frederiksberg Chokolade til at skrive sig på balkortet til, hvad man vel samlet set kan kalde idiotiens dans på (tynd) is. Føleføleføle og klappeklappekage! Luk det ned og kom aldrig tilbage!

Anmeldelsen fortsætter under billedet ...

Foto: Tariq Mikkel Khan.
Foto: Tariq Mikkel Khan.

Tina har ingen gennemtænkt identitetspolitisk agenda som sådan, for hun er en helt almindelig dansker, mere flittig end de fleste. Hun har derfor ikke tid til at sætte sig ind i moderne skrøbelighed, det kræver ærligt talt også nærmest overmenneskelige evner at være ekspert i politisk korrekt kommunikation. Man skal være woke, som det hedder, for at forstå den sarthed og overdrevne hensynsbetændelse, der langsomt ser ud til at kvæle netop det gode gammeldags danske frisind, Tina repræsenterer. Hun er som så mange andre stadig forvirret over den tilsyneladende negative betydning af ordet ’eskimo’. Der kommer også grønlændere i butikken, der ikke har et problem med betegnelsen, forstås. For de fleste bunder debatten altså i en form for anekdotisk evidens:

Jeg kender én, der ikke er krænket. Nå, men jeg kender én, der er!

Læser man kommentarsporene på grønlandske medier, så er de splittede i spørgsmålet. Det giver Tina en vis ret til også at være netop det, splittet.

Men hvad har vi lært? At vi også bør undlade at tilberede en sigøjnergryde? At vi snarest muligt bør ændre navn på Danmarks eskimovej(e)? Eller at det er okay alt sammen, fordi et af Grønlands engang vældig populære bands faktisk hed The Eskimos?

Tina fik sit livs shitstorm, plus tusindvis af likes og opbakkende kommentarer, så hun står fast på, at en eskimo er en is med chokolade og syltetøj, der by the way smagte fortræffeligt. Det er en svær pr-strategi, måske er den faktisk umulig, men den er da en debat værd, fordi den dækker over, hvordan vi bliver klogere på hinanden her i vores lille velfærdssmørhul. Dybest set handler debatten jo ikke om is og eskimoer, men om den dyne af sensibilitet, der igen og igen LULLER begge fløje ind i en form for ophøjet uvidenhed.

409 kommentarer
Vis kommentarer