Island erklærer undtagelsestilstand efter nye smittetilfælde i landet

To personer er blevet smittet med coronavirus i Island, og derfor erklærer landet nu undtagelsestilstand

Undgå at sprede smitte: Sådan bruger du håndsprit rigtigt. Video: Lasse Brøndal/Redigering: Martin Ekelund/Maya Westander

Island erklærer undtagelsestilstand, efter at to personer er blevet smittet med coronavirus i Island.

Der er tale om en mand og en kvinde i 50'erne og 60'erne.

Seks personer blev fredag testet positive, og det bringer det samlede antal smittede på Island op på 43.

Det skriver det islandske engelsksprogede medie Iceland Monitor.

Med undtagelse af de to, som er blevet smittet på Island, kan resten af tilfældene spores tilbage til Italien og Østrig, hvor de smittede har været på skiferier.

Ingen af de 43 smittede er alvorligt syge, skriver det islandske medie.

Island har ikke indført forbud mod store forsamlinger, men ifølge myndighederne nærmer tidspunktet for en sådan udmelding sig.

- Et forbud mod offentlige forsamlinger er et af de mest effektive redskaber, som vi har i vores værktøjskasse til at bremse spredningen af virusset. Vi må bruge det korrekt og på så effektiv en måde som muligt.

- Vi er der ikke endnu, men vi tror, det er uundgåeligt at gå den vej på et tidspunkt, lød det fra chefkommisær Víðir Reynisson på et pressemøde.

Island fik sine første tilfælde af coronavirus i sidste uge.

En blev diagnosticeret fredag den 28. februar, mens de to følgende blev bekræftet søndag den 1. marts.

Omkring 400 mennesker på Island er blevet testet for coronavirus efter at have været i kontakt med smittede personer.

I Danmark er 23 smittede, mens 425 er i karantæne.

Globalt er knap 101.800 personer smittet med coronavirus. Virusset har kostet omkring 3700 mennesker livet på verdensplan.

121 kommentarer
Vis kommentarer