Med en måneds forsinkelse synes vinteren at have fået et fast greb i det danske land.
1. juledag åbnede himlen sig over store dele af landet og dækkede en landskabet i en for juleromatikerne længe ventet dyne af kridhvid sne.
Og den nyfaldne sne forsvinder ikke lige med det samme.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Jørgen Thomsen til Ekstra Bladet.
- Her i det kommende døgn bliver det forholdsvist fredeligt.
- I nat vil der komme frost langt de fleste steder. Temperaturen vil falde til mellem 2 og 8 graders frost, bortset fra kysterne, hvor temperaturen kan snige sig op på plus grader.
- Vinden vil være rolig og det bliver tørt de fleste steder. I Vendsyssel og Thy vil man dog kunne opleve enkelte snebyger, fortæller Jørgen Thomsen.
Mulighed for massivt snevejr søndag
I løbet af weekenden slår vejret om.
- Søndag eftermiddag og søndag aften kan der komme et lavtryk ned fra nordvest.
- Nogle af vores prognoser antyder, at det bliver forholdsvist kraftigt med en del sne til følge, men det er endnu usikkert. Det er i hvert fald endnu for tidligt at piske en stemning, lyder det fra meteorologen, der understreger at prognoserne stritter i forskellige retninger.
Tirsdags-tøvejr
Fra tirsdag bevæger vinden sig over i vest, og det betyder mildere vejr frem mod nytårsaften, hvor mange danskere vil være at finde på gader og stræder.
- Det kolde vintervejr ser kun ud til at holde frem til tirsdag. Så skal vi vænne os til plusgrader igen, fortæller Jørgen Thomsen.