Israel river palæstinensiske hjem ned

Tidligt mandag morgen har israelske styrker påbegyndt nedrivningen af flere palæstinensiske hjem i Jerusalem

Israelske styrker er tidligt mandag morgen begyndt at rive palæstinensiske hjem ned i et nabolag i det østlige Jerusalem.

Israel anser disse bygninger som ulovlige, skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge den israelske regering er de bygget for tæt på den separationsbarriere, som regeringen har opført for at adskille Vestbredden fra Israel.

Omvendt mener de palæstinensiske borgere i nabolaget, at de ikke har andre steder at bygge, og at det er decideret umuligt at få en byggetilladelse.

Hundredvis af politibetjente og soldater fra det israelske militær er tidligt mandag morgen rykket ind i nabolaget Sur Baher. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Her har de israelske styrker afspærret mindst fire bygninger, og en bulldozer er begyndt nedrivningen af en toetagers bygning.

Det oplyser en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der er til stede i området.

Palæstinenserne har frygtet, at en sådan nedrivning vil skabe præcedens for nedrivning af hjem i andre palæstinensiske nabolag langs afspærringen.

Den påbegyndte nedrivning er den seneste udvikling i striden om Jerusalems fremtid.

Der bor mere end 500.000 israelere og 300.000 palæstinensere i storbyen, der anses for hellig af både kristne, jøder og muslimer.

De israelske styrker rykkede ind i Sur Baher i ly af mørket natten til mandag, mens lokalbefolkningen er blevet fjernet fra deres hjem, skriver Reuters.

- Siden klokken to om morgenen har de med magt evakueret folk fra deres hjem, og de er begyndt at placere eksplosiver i de bygninger, de ønsker at rive ned, siger Hamada Hamada, der er lokal leder i Sur Baher.

FN har for nylig opfordret Israel til at droppe planen om at nedrive bygningerne, og repræsentanter for EU har inspiceret området.

I første omgang er 17 personer blevet evakueret, mens yderligere 350 palæstinensere bliver påvirket af den igangværende nedrivning.

Det vurderer FN's humanitære organisation, OCHA.

Beboere frygter, at omkring 100 yderligere bygninger i området er i risikozonen for at blive revet ned i den nærmeste fremtid.

59 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere