It-kaos på jobcentre: Styrelse gav grønt lys trods advarsler

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har hele tiden vidst, at nyt it-system til landets jobcentre ville være fyldt med fejl, siger systemudvikleren. Ordførere kræver handling fra ministeren.

Arbejdsløse får dårligere hjælp til at komme i job, og ansatte på jobcentrene spilder tid og millioner af skattekroner.

Som Avisen.dk skrev mandag, har overgangen til et nyt it-system skabt kaos på danske jobcentre siden nytår.

Læs også: Amanda 2.0? Nyt it-system skaber vildt kaos på jobcentre

Nu viser det sig, at myndighederne havde givet grønt lys til indfasning af det nye system, selv om de på forhånd var advaret om de massive problemer, det ville medføre.

Ifølge systemudvikleren KMD har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for længe siden fået klar besked om, at det nye system ville være plaget af fejl, hvis det skulle lanceres til januar.

- Vi har hele tiden opereret med, at det var en særlig risikofyldt release - og vi har også meldt ud til kunderne, at der ville være flere fejl end normalt grundet den korte tid, vi har haft til at teste det igennem, siger Jakob Volmer fra KMD.

Kaos på 86 jobcentre

Det nye it-system hedder KMD Momentum, og anvendes på 86 ud af de 94 danske jobcentre

Læs også: Jobkonsulent: Flovt at kalde ledige til meningsløse møder

Kommunernes Landsforening (KL) bekræfter over for Avisen.dk, at de fleste jobcentre lige nu har meget store problemer med systemet.

- It-problemerne har først og fremmest givet vanskeligheder for medarbejderne i jobcentrene. Konkret er det dog gået ud over aktiveringsindsatsen, hvilket bevirker, at jobcentrene må forvente en betydelig, men midlertidig nedgang og i den kommende tid skal bruge mange ressourcer på at genoprette data, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i KL.

Styrelse: Ja, vi var advaret

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering erkender nu, at man kendte til risikoen for fejl på det nye system.

Men der vil altid være en risiko forbundet med udrulningen af nye it-systemer, lyder det i et skriftligt svar til Avisen.dk.

- Styrelsen har derfor længe inden udrulningen været i dialog med blandt andet KMD. Styrelsen har fortsat en positiv dialog med KMD omkring deres fejlretning og forventer, at KMD hurtigt får løst de få tilbageværende problemer, skriver styrelsen.

Læs også: Se brevet, der skaffede Allan 20.000 kroner på en dag
 

Systemet skal understøtte regeringens reform af beskæftigelsessystemet, og derfor har KMD haft ekstraordinært travlt med at blive klar til tiden.

- Det er et meget kort tidsforløb til at udvikle en meget kompleks nyt system, som sker samtidig med et skift af dataejerskabet. Normalt ville man køre en pilot blandt nogle kommuner i et stykke tid, men det har vi ikke haft mulighed for at lave, forklarer Jakob Volmer fra KMD.

Ordførere kritiserer minister

Blandt Folketingets arbejdsmarkedsordførere skaber det forargelse, at det nye it-system er sendt på gaden selv om man vidste, at det ville lægge jobcentrene ned.

- Det er simpelt hen ikke godt nok. Vi har fået lovning på fra ministeriet, at det her system var klar til brug og ville virke. Ministeren har et problem, som jeg håber, at han tager meget alvorligt, siger Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.

Enhedslistens Christian Juhl kaldet det noget sjusk, og forlanger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) på banen.

- Hvis leverandøren reelt har advaret om, at det her ville ske, burde der jo lyse en rød lampe hos styrelsen, som så burde have iværksat nogen nødforanstaltninger, siger han.

Læs også: Kontanthjælpskoks: Bethina får 48.500 tilbage fra kommunen

Også SF kræver ministeren til ansvar.

- Det virker som meget dårlig planlægning. Det er ministerens overordnede ansvar, og derfor også hans ansvar, at jobcentrenes tid nu bliver brugt på en uendelig ineffektiv måde, og at de arbejdsløse får dårligere hjælp, end de burde få, siger Ejgil Andersen.

Avisen.dk har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen.

Læs også: Til grin? Kommuner tilbagebetaler kassen til samlevende

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere