IT-kaos rammer demente

Demente patienter må vente en måned længere efter indførelse af Sundhedsplatformen. - Alvorligt, siger direktør for Alzheimerforeningen

Foto: Ole Lind/JP
Foto: Ole Lind/JP
Følg Samfund

Har du som sundhedspersonale eller patient oplevet problemer med Sundhedsplatformen, så hører vi meget gerne fra dig. Du kan kontakte journalisterne bag artiklerne på mail: jaje@eb.dk, tgs@eb.dk eller  jm@eb.dk og fortælle os om dine oplevelser.

Store problemer med kemoterapi, ordinationer, der forsvinder, og længere ventetid på behandling for forskellige patientgrupper. 

Ekstra Bladet afslører i dagens avis fortrolige dokumenter fra et krisemøde med 35 overlæger på Herlev Hospital, der handler om, at det nye IT-system til 2,8 mia. kr, Sundhedsplatformen, giver kæmpe problemer på Herlev og Gentofte Hospitaler, og det går ud over patienternes sikkerhed.

Allerede i november skal IT-systemet også implementeres på Rigshospitalet og senere resten af Region Hovedstadens hospitaler, hvor i alt 216.494 patienter blev indlagt sidste år.

Også demente bliver ramt af længere ventetider.

35 overlæger advarer: IT-system giver patientkaos

Ventetid steget med en måned
Ventetiden på forundersøgelse og udredning af demente patienter er i forvejen alt for lang.

Men efter indførelse af Sundhedsplatformen på Herlev Hospital, er den blevet endnu længere.

Den ledende overlæge på Neurologisk afdeling N, Herlev og Gentofte Hospital, Jesper Erdal, fortæller, at ventetiden efter indførelse af Sundhedsplatformen er steget med ca. en måned.

- Jeg har ikke et eksakt tal, men ventetiden er nok gået fra ca. 22 uger til 26 uger. Dette er den længste ventetid. Hvis vi af henvisningen vurderer at patienten skal ses før, så ser vi patienten hurtigere, siger Jesper Erdal.

Det betyder, at den længste ventetid er oppe på 6 måneder for demente patienter på 'Hukommelsesklinikken', som hvert år modtager omkring 600 nye patienter.

Direktøren for Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen kalder det alvorligt, at demenspatienterne må vente endnu længere efter Sundhedsplatformen blev indført.

- Det er i forvejen et problem, at man skal vente så meget længere, end den garanti, som Folketinget og regeringen har givet om, at man skal have tilbudt udredning og være i gang inden for en måned. Det gælder også udredning for demens, siger Nis Peter Nissen.

Sårbar patientgruppe
Han fortæller, at der er tale om meget sårbare patientgrupper, og det man kan frygte, er, at man kommer alt for sent i gang, og det vil sige, at sygdommen udvikler sig, hvis det er en demenssygdom.

- Jo længere tid, der går før man kommer i behandling, jo ringere bliver behandlingen, selv om vi ikke kan stoppe demens, siger Nis Peter Nissen.

- Men vi har så mange andre metoder til lindring, og til at forsinke sygdomsudviklingen. Men så længe man går i det der 'limbo', hvor man ikke ved, hvad det er, kan man jo heller ikke tage imod den hjælp man kan få.

- Så det er et alvorligt problem, og det er specielt alvorligt, hvis ventetiden stiger, siger Nis Peter Nissen.

Ekstra Bladet har bedt koncerndirektøren i Region Hovedstaden kommentere på de længere ventetider på Demensklinikken på Herlev efter indførelsen af Sundhedsplatformen.

- Der er en måneds ventetid ekstra, for demenspatienter, i forhold til før Sundhedsplatformens indførelse?

- Ja, det er rigtig ærgerligt. Nu er der et helt generelt kæmpe problem med ventetid i forhold til demenspatienter, siger Svend Hartling.

- Den er så blevet længere efter det her?

- Den er blevet længere, men det vidste vi jo godt. Vi ved jo godt, at vi har en aktivitets-nedgang i forbindelse med implementering af Sundhedsplatformen. Og det er klart, at hvis du i forvejen befinder dig et sted, hvor du har lange ventetider, så skubber du dem yderligere lange.

- Det kommer ikke bag på mig, vi synes jo, det er ærgerligt, men jeg mener faktisk netop, at Jesper Erdals afdeling er ved at komme op i fuld produktion igen.

- Men er det den eneste afdeling, hvor I har oplevet patienterne må vente længere? Eller er der andre?

- Nej, jeg tror også vi har andre afdelinger, siger Svend Hartling.

 

Præcisering:

Ekstra Bladet har i forbindelse med it-kaosset på Herlev Hospital skrevet, at det var et internt og fortroligt dokument, der afslørede forholdene.

Martin Lassen-Vernal, Enhedschef for Medier og Omdømme i Region Hovedstaden, gør nu opmærksom på, at dokumentet hverken er internt eller fortroligt, da det er at finde på RegionH.dk, fordi det var et bilag til en politisk mødesag.

-Jeg vil på forhånd medgive, at det kræver lidt arbejde at bladre sig frem til, at dokumentet faktisk ikke er internt og fortroligt – men offentligt tilgængeligt, og at vi burde måske have gjort dette mere klart fra starten, skriver Lassen-Vernal.

Ekstra Bladet takker for researchen og beklager den upræcise omtale af dokumentets status.

Mere fra Ekstra Bladet+

Vi kan ikke have en rigspolitichef, der lyver

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind