Italien: 196 nye dødstilfælde på grund af coronavirus

Dødstallet som følge af coronavirus i Italien er i det seneste døgn steget med næsten en tredjedel

Italien er forvandlet til det rene kaos, efter coronavirussen har fået fat - få overblikket her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix.

Italien melder om yderligere 196 døde på grund af coronavirus inden for det seneste døgn.

Det svarer til en stigning på 31 procent, som er den højeste stigning, Italien har oplevet. Det viser tal fra landets beredskabsmyndigheder onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Antallet af smittede i Italien er steget med knap 23 procent - fra 10.149 til 12.462. Det inkluderer dog 600 smittetilfælde, der ved en fejl ikke blev rapporteret i tirsdagens tal.

Med onsdagens opdateringer fra myndigheder i forskellige europæiske lande er det samlede antal corona-dødsfald i Europa oppe på 930, viser en opgørelse foretaget af nyhedsbureauet AFP.

Frankrig meddeler onsdag aften, at der i det seneste døgn er bekræftet 15 nye dødsfald. Dermed er Frankrig oppe på 48 i alt, siger sundhedsminister Olivier Veran ifølge Reuters.

I alt er der registreret 22.307 smittede rundt om i Europa.

Italien er uden sammenligning det land i Europa, der er hårdest ramt.

Onsdag har den italienske regering desuden præsenteret en hjælpepakke, der skal afhjælpe de negative økonomiske konsekvenser, coronaudbruddet får.

- Vi har lige vedtaget en tildeling af ekstraordinære midler, 25 milliarder euro (187 milliarder kroner, red.), i lyset af de vanskeligheder, landet står overfor, siger premierminister Giuseppe Conte ifølge nyhedsbureauet dpa.

155 kommentarer
Vis kommentarer