Italien forlænger nedlukning tre uger endnu med få undtagelser

Børnetøjsforretninger og boghandlere er blandt dem, der kan åbne efter påske. Andre skal fortsat holde lukket

Mere end 100.000 coronasmittede er nu døde på verdensplan. I Italien er hundredevis dagligt døde, og de er et af de hårdest ramte lande i verden. Video: Reuters, AP, Ritzau Scanpix. Redigering: Kristian Hansen, Signe Skov

Italien forlænger nedlukningen af landet til 3. maj. Det siger landets premierminister, Giuseppe Conte, fredag.

- Det er en vanskelig, men nødvendig beslutning, som jeg tager fuldt politisk ansvar for, siger Conte på en pressekonference.

Over hele Italien lukkede de fleste butikker og virksomheder ned den 9. marts. Nedlukningen skulle udløbe på mandag.

Fabrikker og langt størstedelen af Italiens offentlige og private sektor skal stadig holde lukket tre uger endnu, siger Conte.

Men der er få undtagelser i nedlukningen. Nogle butikker kan begynde at genåbne allerede på tirsdag. Det gælder blandt andet børnetøjsforretninger og boghandlere, hvor kunderne lettere kan holde afstand, siger Conte.

En fuld liste over, hvilke virksomheder der kan genåbne allerede i næste uge, vil blive fremlagt lørdag, tilføjer han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dagligvareforretninger og apoteker har haft lov at holde åbent under den månedlange nedlukning af det italienske samfund.

Conte og hans regering er under pres fra italienske industriorganisationer, der har advaret om, at virksomhederne ikke vil kunne betale de ansatte løn, hvis nedlukningen varer ved. Det skriver italienske medier ifølge AFP.

Men premierministeren fastholder, at Italien ikke har råd til at se smittekurven stige igen. Han understreger, at landet bliver nødt til at gå forsigtigt frem.

- Jeg kan forestille mig, at vi alle er utålmodige efter at komme i gang igen, siger han.

2 kommentarer
Vis kommentarer