Mamma Mia, det er pinligt!
Et forsøg på at lokke turister til Italien er gået grueligt galt for landets turistministerium.
De har nemlig betalt intet mindre end 67 millioner kroner for at få lavet en tre minutter lang reklamevideo, der viser Italiens mange seværdigheder, som skal lokke tusindvis af turister til landet.
Men videoen indeholder også klip af en gruppe mennesker, der drikker slovensk vin i Slovenien.
Det skriver The Guardian.
I videoen har Venus fra maleriet Venus' fødsel, som er et ikonisk symbol på italiensk kunst, hovedrollen.
Se videoen herunder ...
Hun bliver præsenteret som en moderne influencer, der blandt andet spiser pizza og rejser rundt i landet og besøger seværdigheder som Colosseum i Rom eller katedralen i Firenze.
Videoen har dog slet ikke fået den forventede modtagelse.
Kunsthistorikeren Tomaso Montanari stempler kampagnen som 'grotesk' og kalder det spild af penge.
Videoen møder også kritik på sociale medier, og især det klip, hvor man ser en gruppe mennesker drikke vin på en solbeskinnet terrasse, bliver hånet.
Skarpe seere har nemlig spottet, at terrassen faktisk befinder sig i Slovenien, og at vinen også er slovensk.
Den italienske turistminister, Daniela Santanche, kalder kritikerne af videoen for 'snobber,' og forklarer at årsagen bag at bruge Venus som influencer var for at tiltrække unge mennesker.