Italien har 542 coronadødsfald på et døgn

Antallet af coronadødsfald falder i Italien, som for femte dag i træk kan melde om færre syge på intensiv

En sygeplejerske hjælper en patient med Covid-19 på et hospital i Torino. Det er det første behandlingssted, hvor man forsøger sig med en ny type maske, der er lavet af snorkelmasker. Maskerne skal hjælpe de coronasmittede patienter med at trække vejret. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Italien har i det seneste døgn registreret 542 dødsfald blandt mennesker smittet med coronavirus.

Det meddeler det italienske sundhedsberedskab onsdag.

Det er en nedgang i forhold til de 604 coronadødsfald, italienske myndigheder meldte om dagen inden.

I alt har 17.669 mennesker med coronasmitte nu mistet livet, siden udbruddet begyndte i Italien i februar. Det er det højeste antal coronarelaterede dødsfald i noget land i verden.

Antallet af bekræftede smittetilfælde i det seneste døgn er 3836, hvilket er en stigning i forhold til de 3039 dagen inden.

Et af lyspunkterne er, at der er lidt færre indlagte på de italienske intensivafdelinger. Onsdag lyder meldingen, at 3693 alvorligt syge patienter får intensiv behandling. Tirsdag var det 3792.

Det er femte dag i træk, at antallet af patienter på intensivafdelingerne falder i Italien.

Italien har samlet set 139.442 bekræftede smittetilfælde. Kun USA og Spanien har bekræftet flere coronasmittede blandt sine borgere.

Et andet lyspunkt er, at omkring 2100 mennesker er erklæret raske, efter at de har været ramt af coronasmitten.

I alt er 26.491 erklæret raske mod 24.392 et døgn tidligere.

10 kommentarer
Vis kommentarer