Italien lukker butikker på grund af coronavirus

Alt undtagen fødevarebutikker og apoteker lukker ned i Italien. Restauranter skal garantere en meters afstand

En mennesketom fortovscafe ved Pantheon-templet og Piazza della Rotonda-pladsen i Rom onsdag aften. Nu indfører Italien endnu mere drastiske tiltag for at få bugt med coronaudbruddet. Foto: Remo Casilli/Reuters
En mennesketom fortovscafe ved Pantheon-templet og Piazza della Rotonda-pladsen i Rom onsdag aften. Nu indfører Italien endnu mere drastiske tiltag for at få bugt med coronaudbruddet. Foto: Remo Casilli/Reuters

Italien lukker alle butikker undtagen fødevarebutikker og apoteker. Også barer og frisører over hele landet lukker, siger premierminister Giuseppe Conte.

- Vi lukker forretninger, barer, pubber og restauranter. Hjemmelevering er tilladt, siger han i en tale til nationen onsdag aften.

Spisesteder, der ikke kan garantere, at der er en meters afstand mellem kunderne, vil ligeledes lukke, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det samme gælder afdelinger af virksomheder, der ikke er vigtige for produktionen i landet.

Store virksomheder såsom fabrikker kan fortsat holde åbent, hvis de tager 'nødvendige sikkerhedstiltag for at inddæmme smitte', siger Conte.

De nye tiltag gælder fra torsdag morgen og i to uger, frem til den 25. marts.

Conte opfordrer italienerne til ikke at miste modet trods de drastiske skridt, der er taget nu.

- Sammen klarer vi det, siger han.

Han advarer samtidig om, at antallet af smittede og omkomne stadig kan stige i den kommende tid, og at det formentlig vil tage flere uger, inden udbruddet stilner af.

- Vi vil først kunne se effekterne af denne store indsats om et par uger, siger han.

Italien har i forvejen lukket skoler og arbejdspladser ned over hele landet. Der er også indført vidtrækkende restriktioner på rejser og transport. Disse tiltag gælder foreløbig indtil 3. april.

Coronavirus har på to uger foreløbig kostet 827 mennesker livet i Italien. Over 12.000 er smittet.

Det er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronaudbruddet. Her har man konstateret næsten 60 procent af alle de smittetilfælde, der er bekræftet udenfor Kina, hvor udbruddet stammer fra.

6 kommentarer
Vis kommentarer