Italien melder om færrest nye smittetilfælde i en måned

For anden dag i træk stiger coronadødstallet i Italien. Men antallet af nye smittetilfælde er faldende

En ansat i et supermarked i den italienske by Torino tjekker temperaturen på en kunde, inden kunden får lov at komme ind og handle. Foto: Massimo Pinca/Reuters
En ansat i et supermarked i den italienske by Torino tjekker temperaturen på en kunde, inden kunden får lov at komme ind og handle. Foto: Massimo Pinca/Reuters

Italien har i det seneste døgn registreret 602 coronadødsfald, meddeler sundhedsmyndigheder tirsdag ifølge Reuters.

Det er en stigning i forhold til de 566 dødsfald, myndighederne meldte om mandag. Og det er anden dag i træk, at dødstallet stiger i Italien.

Men antallet af nye smittetilfælde er det laveste, der er registreret i en måned. I det seneste døgn er der bekræftet 2972 nye smittetilfælde, hvilket er en nedgang i forhold til de 3153, der blev konstateret mandag.

Det er samtidig det laveste antal nye smittetilfælde, som Italien har meldt om siden 13. marts.

Også antallet af alvorligt syge patienter, der er indlagt på intensivafdelingerne rundt om i Italien, er faldet for 11. dag i træk. Tirsdag er der 3186 mennesker på intensiv mod 3260 dagen inden.

Italien er fortsat det land i Europa, der har det højeste antal dødsfald blandt coronasmittede. I alt er 21.067 mennesker døde med coronasmitte, siden udbruddet begyndte i februar.

På verdensplan er USA imidlertid det land, der er hårdest ramt med omkring 23.700 coronadødsfald og over 580.000 bekræftede smittetilfælde.

Det kan i nogle tilfælde være svært at sammenligne fra land til land. Der kan være store forskelle fra land til land på hvor mange mennesker, der får tilbudt en test for coronasmitte.

Derudover er der anklager om, at nogle lande skjuler omfanget af smitte og døde. Eksempelvis har amerikanske toppolitikere ifølge erhvervsmediet Bloomberg rejst den anklage mod Kina .

Antallet af registrerede smittede i Italien er steget til 162.488 i alt, hvilket bringer Italien op på en kedelig tredjeplads i verden efter USA og Spanien.

Af de personer, der er konstateret smittet siden februar, er i alt 37.130 erklæret raske igen. Det er en stigning på omkring 1700 i forhold til dagen inden.

1 kommentar
Vis kommentarer