Iværksætter blander sig i au pair-debat: 'Vrøvl' og 'hykleri'

Iværksætter Martin Thorborg i heftigt forsvar af au pair-ordningen. Men han er tilhænger af ændringer, der giver au pairs bedre vilkår, end de har i dag, siger han

Martin Thorborg har haft stor succes som iværksætter. Han er blandt andet medstifter af firmaet Jubii, står bag hjemmesiden amino.dk og er forfatter til bogen E-Pusher. Foto: Thomas Lekfeldt
Martin Thorborg har haft stor succes som iværksætter. Han er blandt andet medstifter af firmaet Jubii, står bag hjemmesiden amino.dk og er forfatter til bogen E-Pusher. Foto: Thomas Lekfeldt

Endnu en prominent stemme har meldt sig i debatten om au pairs i Danmark, som har raset den seneste uge.

Iværksætteren Martin Thorborg satte sig søndag til tasterne på twitter, hvor han satte spørgsmålstegn ved megen af den kritik, der de seneste dage har fløjet om ørene på tilhængere af au pair-ordningen.

Det affødte en heftig debat mellem Jubii-stifteren og flere andre twitter-brugere, hvor ord som 'vrøvl' og 'hykleri' blev kastet rundt. 

Synd for alle parter
Ekstra Bladet har taget en snak med iværksætteren om hans forsvar for den ordning, som han både selv er et produkt af, og som han selv af flere omgange har benyttet sig af i sit voksne liv.

- Min mor var au pair i Danmark, og mødte på den måde min far.

- Jeg har også selv haft fire au pairs i den tid, mine børn var små. Når vores nuværende au pair rejser hjem, skal vi dog ikke have en ny. Jeg blander mig udelukkende i debatten nu, fordi jeg oprigtigt mener, at det vil synd for alle parter, hvis man afskaffer ordningen. Jeg kan virkelig ikke se, hvem der taber på det her, siger Martin Thorborg til Ekstra Bladet.

Han siger desuden, at ordningen på mange måder allerede er blevet ødelagt, da det blandt andet er blevet vedtaget, at værts-familien skal betale 17.500 kroner for et obligatorisk sprogkursus, hvilket har gjort ordningen for dyr at benytte sig af for mange familier.

Siden indførslen af merbetalingen er antallet af au pairs i Danmark faldet fra mere end 4000 til lidt under 2000.

- Rent politisk er der mange, der har ønsket at afskaffe ordningen. Så har man indført de her små tiltag, som gør det umuligt for mange familier at benytte sig af den. Det kan man jo tydeligt se på tallene. Det bliver simpelthen for dyrt.

- Men er det ikke bare grundlæggende et spørgsmål om markedsvilkår? Hvis folk ikke vil betale det, som produktet koster, så forsvinder produktet fra markedet?

- Jo det kan man sige. Men hvis man gør det dyrere, så ender det med at være de måske 200 rigeste familier i Danmark, der alene har råd til få den her hælp. Det vil de facto betyde, at den er afskaffet, og det, synes jeg, er synd. Både for familierne, der har kæmpe gavn af hjælpen i hverdagen og ikke mindst for de mennesker, der kommer hertil, siger han.

DERFOR STARTEDE DEBATTEN

Debatten om au pairs er den seneste tid blusset op igen efter at Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye varslede et opgør med ordningen i sin nuværende form i et interview med Politiken.

Her sagde ministeren blandt andet, at ordningen 'enten skal fungere efter intentionen, ellers skal den afskaffes. Eller også skal den laves om til en erhvervsordning eller noget helt fjerde, men der skal ske et eller andet.'

Udmeldingen fik blandt andet Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard på banen med en kritik af ministerens plan, hvilket medførte heftig debat på både de sociale og de klassiske medier.

Kulturudveksling
- Ordningen kaldes i dag for kulturudveksling. Hvad tænker du om det?

- Jeg har haft au pairs, der primært kom til Danmark for at tjene penge, og jeg har haft au pairs, der primært kom for at opleve landet. Det kan være meget forskelligt.

- Men langt størstedelen af de au pairs, vi har i Danmark, kommer fra Filipinerne. Er det ikke rimeligt at antage, at de har et økonomisk motiv for at komme hertil?

- Jeg anerkender fuldt ud, at mange primært kommer for pengene. Men de kommer fra fattige kår, og får i Danmark mulighed for at tjene langt mere, end de har mulighed for derhjemme. Man kan altså ikke lukke øjnene for, at det gør en kæmpe forskel for de her mennesker, siger Martin Thorborg.

Bedre vilkår
Når snakken falder på vilkårene for au pairs i Danmark, er han dog helt indforstået med, at der kan iværksættes tiltag, der forbedre deres forhold, mens de er her.

Familier, der udnytter au pairs og ikke behandler dem ordentligt, skal findes og straffes, siger han.

- Jeg vil hellere end gerne være med til at gøre deres vilkår bedre. Det vil jeg meget gerne. Hvis der er gode forslag, der kan gøres deres liv bedre, så er det bare at komme i gang.

- Om det er ændringer i deres ansættelsesforhold, ændringer i forhold til deres opholdstilladelser, om det er mere kontrol med familierne. Forslag til gode og konstruktive ændringer er jeg 100 procent med på

- Men det ville være en stor fejl at afskaffe ordningen. Både ved et decideret forbud eller ved at gøre den dyrere. Det er der simpelthen ingen, der har gavn af, siger Martin Thorborg.

Se også: Millionbøder til danske familier: Har hyret au pair-piger til sort arbejde

Se også: Au pair-krig

Se også: Et skoleeksempel på privilegieblindhed

Se også: Au pair-privilegiet

502 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere