Jacobs legedyr blev væk: Men så fik han dette brev

7-årige Jacob mistede sin øgle på vej hjem fra ferie. Men så fik han et mystisk brev

Mange børn har nok prøvet at miste deres legetøjsdyr, men det er nok de færreste, der har oplevet det, der for nyligt skete for 7-årige Jacob fra Bagsværd. Dyret kom pludselig tilbage af sig selv - det tror han i hvert fald.

Han vandt en lille plastikøgle i en tombola ved en campingplads i Næstved, og den blev hurtigt hans nye yndlingslegetøj. Derfor var han også meget ked af det, da den pludselig blev væk på vej hjem.

- Han var helt ulykkelig over at have mistet sin lille ven. Der gik flere dage, og han blev ved med at snakke om den, fortæller Jacobs mor, Charlotte Munkholm, til Ekstra Bladet.

Maxi kommer tilbage
Jacob og hans mor var i adskillige legetøjsbutikker, men de kunne ikke finde en øgle magen til Maxi, som Jacob kaldte sin øgle. Charlotte Munkholm ringede ud til dyreparken ZOOPARK, der havde stået for tombolaen og spurgte, om hun kunne købe en ny øgle.

Kort tid efter dukker der et brev op i Bagsværd med ikke bare en, men fire øgler magen til Maxi. I brevet er der en fantasifuld historie om, at øglen blev nødt til at hente sin familie, så de også kunne bo hos Jacob.

'Jeg er ked af at det tog så lang tid at komme tilbage til dig,' står der blandt andet i brevet fra ZOOPARK.

Tilbage står en lykkelig Jacob med en rørt mor og fire nye øgler - Maxi, Hannibal, Cuba og Lille Bornholm.

- Jeg er simpelthen så rørt over, hvor meget de har gjort ud af det. De har lavet små fodspor på brevet og skrevet en historie, der passer til hans lille børneverden, fortæller Charlotte Munkholm.

'Overglade kærligheds-hippier'
Charlotte sendte historien ind til Facebook-siden 'Fucking Flink', hvor den har flere tusinde likes og glade kommentarer.

Det er ejerne af ZOOPARK, kæresteparret Spoocky og Emilie, der står bag det fantasifulde brev. De er meget overraskede over, hvordan historien har taget fart.

- Det lyder nok lidt fjollet, men vi gør faktisk altid sådan. På vores prislister står der også, at kærlighed er gratis. Vi vil bare gerne dele kærlighed ud. Vi er nok lidt nogle overglade kærligheds-hippier hernede, fortæller Spoocky Lambert, ejer af ZOOPARK, til Ekstra Bladet.

Her ses Jakob med sine nye venner (Foto: Privat)
Her ses Jakob med sine nye venner (Foto: Privat)