Jade-Lailas uhyggelige barndom: Svigtet og sexkrænket

Stemningen er intens i det lille køkken. Men blikket er fast, da svaret falder. - Det var ikke min skyld! Jeg har spurgt mig selv mange gange. Er der noget, jeg har gjort forkert? Kunne jeg bare have ladet være med at gå derover? Det har taget mig mange år at nå dertil, men jeg ved det nu. Det var IKKE min skyld! Ordene kommer fra 42-årige Kimmie Andersen, der i 90’erne blev et særdeles kendt ansigt i Danmark i rollen som den storbarmede og naive stripper, som Casper Christensen i ’Tæskeholdet’ døbte Jade-Laila. Men bag sminken, fjolleriet og det sexede smil gemte Kimmie på en dyster fortid med massive svigt og seksuelle overgreb. En fortid, som hun nu har valgt at fortælle åbent og ærligt om til EKSTRA. Kimmie1 Kimmie var kun fem år, da en mand forgreb sig på hende første gang. Kimmies mor havde svært ved at tage sig af hende, og derfor kom hun en del hjemme hos en af moderens venner. - Det var mit frirum at komme hos ham, og jeg har masse af gode minder derfra. Jeg kan huske præcis, hvordan hans lejlighed så ud. Jeg så tegnefilm, og han lavede pandekager til mig, og så havde jeg en følelse af, at han gad mig, fortæller Kimmie, der i dag kalder sig Kimmie Dorthea Bachmann. Den følelse var ikke en, hun kendte hjemmefra, og derfor trak den i hende. Allerede som etårig, da Kimmie og hendes familie boede i Canada, kom hun i pleje, fordi hendes mor ikke formåede at passe hende ordentligt. En af de familier, den spæde Kimmie var i pleje hos, ville gerne adoptere hende. Processen nåede så langt, at Kimmie fik et officielt adoptionsnummer fra myndighederne. Hun var altså kun et øjeblik fra at blive en anden families barn. Men da det kom til stykket, kunne hendes mor ikke give sin lille datter fra sig, og derfor gik det pludselig meget hurtigt med at komme ud af landet og hjem til Danmark. kimmie5 Her flyttede Kimmie og hendes mor ind hos bedsteforældrene. Men med en mormor, der var alvorligt syg af skizofreni, og en mor, der ikke kunne magte hende, manglede hun stabil voksenkontakt. - Min mor så og hørte mig ikke. Jeg følte, at jeg var i vejen. Hun var ung og ville gerne leve livet, og derfor blev jeg passet af mange forskellige. Det var ikke, fordi hun var iskold. Hun havde bare ikke overskuddet til mig. Derfor kom Kimmie en del i lejligheden hos sin mors ven. - Han var meget omsorgsfuld, og jeg kan huske, at vi grinede meget sammen, siger Kimmie, der også klart erindrer den dag, hvor det ikke var sjovt mere. - Jeg kan helt tydeligt huske den dag. Jeg lå nøgen på hans seng, og han lå med hovedet mellem mine ben og slikkede mig, siger hun og trækker vejret dybt. Kimmie synker en ekstra gang. Vi sidder ved køkkenbordet i det lille rækkehus i Roskilde, hvor hun fortæller om det første af mange overgreb, hun var udsat for gennem sin opvækst. kimmie6 Efter den utilgivelige krænkelse af den femårige pige kvitterede manden med en rød cykel, som han forærede Kimmie. - Nogen må have gjort min mor opmærksom på, at noget var galt, for jeg fik pludselig at vide, at jeg ikke måtte gå derover mere, siger Kimmie. Men mere skete der ikke. En politisag kom der aldrig ud af overgrebet, og kort tid efter kom manden ud for en trafikulykke, der i løbet af nogle måneder endte med at koste ham livet. Samtidig fik Kimmies mor nye mandevenner – med samme modbydelige lyster. - En af dem flyttede faktisk ind hos os. Min mor vidste godt, at han havde pædofile tendenser, men han sagde til hende, at han mest var til piger med lyst hår og blå øjne, fortæller Kimmie, der med sin mørke lokker og tilsvarende øjne derfor angivelig var uden for farezonen. Der lå pornoblade frit fremme i lejligheden, og manden viste gerne Kimmie sexfilm, hvis han fik muligheden. Kimmie havde det skidt, men ingen greb ind og hjalp hende. Hverken i den børnehave, hun gik i, eller derhjemme. Det var heller ingen voksne, der tog hånd om Kimmie, da hun oplevede det, som hun den dag i dag stadig husker som et af sit livs værste mareridt. - Jeg så min legekammerat dø i børnehaven! Kimmie fortæller, at legekammeraten døde i en kvælningsulykke i et legestativ. - Ambulancen kom med udrykning, og alt var panik. De kunne ikke redde hende, og jeg så ambulanceredderen gå med hende, mens hun hang slapt ned. Jeg så hende død … - Det billede har jeg stadig helt tydeligt i min erindring, fortæller Kimmie, der efterfølgende begyndte at tisse i sengen og lide af uhyggelige mareridt. Men når hun vågnede om natten, var det ofte helt alene i en tom lejlighed. Kimmie fik det værre og værre, men først da hun var syv år, blev hun fjernet fra sin mor. kimmie7 Hendes nye hjem var hos en familie på Sydsjælland. Her var faste rammer, struktur og krav om ordentlig opførsel. - Jeg havde det ikke godt, da jeg kom derned, men jeg prøvede at tilpasse mig. Det var svært. Jeg havde lært at klare mig selv, fra jeg var helt lille. Jeg havde aldrig fået sat grænser af min mor, så jeg var meget grænsesøgende, erkender Kimmie, der kalder plejefamilien den eneste familie, hun nogen sinde har haft. Hun blev rigtig glad for at være der og lærte at høre efter. For det meste. Kimmie boede hos familien i otte år. Hun fik masser af kammerater, gode karakterer i skolen, og så brugte hun al sin fritid på rideskolen, som blev hendes andet hjem. - Jeg var en del af et fællesskab. Det var nok første gang, jeg prøvede det. Det drejede sig om hestene og ikke om mig, siger hun. kimmie3 Som aflastning for plejefamilien kom Kimmie på weekend hos parret, der ejede rideskolen. Eller hos sin mors sambo. - Den ene gang husker jeg meget tydeligt. Det var på min 11-års fødselsdag. Min mor var der også, og mine søskende og jeg kastede rundt med nogle isterninger, mens der kørte porno i baggrunden. - Pludselig sagde manden, at jeg skulle have en isterning i mine underbukser, og så kørte han ellers hånden rundt dernede. Det var forklædt som leg, så min mor grinede bare. De er dygtige, de pædofile, siger Kimmie og putter sig i det tæppe, hun taget som sig, mens hun fortæller om sin barndom. - Jeg fryser, når jeg snakker om de ting, men min psykolog siger, at det er ret almindeligt, siger hun med et næsten undskyldende smil. Ekstra Bladet har fået adgang til nogle af dokumenterne fra Kimmies sagsmappe. Her fremgår det, at hun trivedes i sin plejefamilie, og at de gerne ville fortsætte med at have hende boende, til hun var stor nok til at klare sig selv. Men sådan blev det ikke. Kimmies mor flyttede fra til Herlev ved København, og det fik store konsekvenser for hendes anbragte teenagedatter. Ud af det blå blev Kimmie en dag hentet af kommunens folk midt i skoletiden. Hendes ting på gården på Sydsjælland var pakket sammen, og hun fik ikke mulighed for at tage afsked med de mennesker, der havde været hendes familie i otte år. I stedet blev hun midlertidigt anbragt hos en aflastningsfamilie et par uger, indtil der var fundet en ny, permanent familie til hende. Den fandt kommunen på Vestsjælland, hvor hun flyttede ind hos et par, der var uddannet pædagoger med speciale i adfærdsvanskelige børn. - I starten var det meget sjovt. Han ville gerne være ung med de unge, men han var en tyran. Det har taget mig lang tid at nå dertil, hvor jeg har forstået, hvad psykisk vold er. Men der var et klart mønster i den måde, han var over for mig på, siger hun og fortsætter: - Vi kunne vi stå og ryge underligt hjemmekrøl sammen i garagen og være venner. I næste øjeblik var han virkelig grov over for mig. Også i løbet af opholdet hos pædagogfamilien blev Kimmie krænket seksuelt. Det skete under en campingferie. Hun sov alene i et telt, mens resten af familien overnattede i campingvogn. Kimmie hang ud med de andre unge på pladsen. En aften fik hun lov til at gå til fest. Her hun faldt i snak med en anden pige og tre gutter. - Vi blev enige om at gå ned i deres vogn og få lidt at drikke. De røg også hash, og det var her, jeg prøvede det for først gang, fortæller Kimmie. - Den anden pige smuttede, og så sad vi der i drengens vogn og stenede til en Pink Floyd-koncert på et lille fjernsyn. Mine arme føltes simpelt hen så tunge – som om de var i cement, siger Kimmie, der gik kold på grund af blandingen af hash og alkohol. - Da jeg vågnede, stod den ene af dem oppe ved min hoved og var i gang med noget oralt på mig, mens de to andre havde taget mine bukser af og var i gang dernede ... Kimmie fortalte ikke nogen om den gruppevoldtægt, hun havde været udsat for. - Jeg følte meget skam over det. Det var flovt at blive udsat for sådan noget. Især fordi jeg mange gange tænkte på, om man egentlig selv er skyld i det, hvis man ikke råber nej eller skriger på hjælp? Og hvorfor gjorde jeg ikke det? Var jeg for bange, eller var det bare den der ud af kroppen-oplevelse, hvor man lukker af for sanserne og forsvinder et sted i tomheden, spørger hun. Plejefamilien bemærkede ifølge en rapport, at Kimmie opholdt sig meget på badeværelset og gik i bad adskillige gange om dagen. - Jeg mindes, at jeg var med dem ovre og besøge nogle af deres venner. De boede i et hus med vindeltrappe og bibliotek på første sal. Jeg kan helt tydeligt huske en sætning, som min plejefar sagde: ’Man kan bare tage hende – hun gør ikke modstand’. - Jeg gik helt i sort, siger Kimmie og kigger ned i bordet. - Kendte han til overgrebet, siden han sagde sådan. Der er så mange ting, jeg har fortrængt, siger hun tager en kort pause. - Jeg gjorde meget ud af mig selv. Gik med makeup, moderne tøj og høje sko. Så på den måde brugte jeg min seksualitet og mit udseende til at få en eller anden form for opmærksomhed. Men jeg var stadig et barn, og ingen havde lært mig, hvordan jeg skulle passe på mig selv. Det skulle de have gjort, siger hun. kimmie2 Opholdet hos pædagogfamilien sluttede efter et halvt år på dramatisk vis. - Jeg kom ikke hjem som aftalt, og han blev så rasende på mig, at han endte med at ligge oven på mig og spytte mig i hovedet. Han kaldte mig sindssyg, stak mig penge til bussen med besked om, at jeg aldrig skulle vise mig igen. Så stod jeg der. 15 år gammel og uden familie, siger hun. Kimmie blev sendt til en institution for unge, kriminelle stofmisbrugere, selv om hun hverken var kriminel eller på stoffer. - Jeg følte mig på ingen måde hjemme der, men jeg havde jo lært at tilpasse mig. Pædagogerne var ofte fulde og tog nogle af de unge med på bodega. - Der var ikke nogen, der holdt øje med os, og ofte var der ikke mad i skabene. Der var beskidt, og vindueskarmene var så rådne og utætte, at gardinerne blafrede, fortæller Kimmie og undrer sig over, hvor tilsynsmyndighederne var henne, og mindes, hvordan hun endnu en gang følte sig svigtet. Hvorfor var der ingen, der tog sig af hende og passede på hende? Til Kimmies held fik hun en sød kæreste, hvis familie tog imod hende med åbne arme. Her boede hun, indtil forholdet efter for mange skænderier sluttede. Kimmie flyttede hjem til sin mor, som for første gang for alvor viste interesse for sin datter. De begyndte at gå i byen sammen, og det var i denne periode, at Kimmie blev introduceret for Simone, der var stripper. - Jeg har godt nok aldrig været en tilbageholdende type, men at smide tøjet foran andre har jeg altid syntes var for grænseoverskridende – lige indtil jeg så Simones show. Så var jeg sikker – det skulle jeg, siger hun med et grin. Kimmies første stripshow var noget af en ilddåb. Hun skulle for allerførste gang smide kludene for publikum ved en kæmpe rockerfest i Sverige. - Simone var med, men jeg var skidenervøs. Jeg tog et par shots, inden vi gik på, siger hun. Premieren gik over al forventning, og derefter var Kimmie hooked. - Det var den fedeste følelse. Jeg blev helt høj af det. Suset i at man skal ind og præstere noget godt – om det så er at synge en sang i ’X Factor’ eller lave et stripshow – er det samme. Det er virkelig en fed følelse, når det går godt, siger Kimmie Hun tøver ikke med at kalde tiden som stripper den bedste i sit liv. - Jeg tjente mine egne penge. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Der var ingen, der skulle bestemme over mig – jeg var blevet voksen. Der var ingen, der pegede mig ud, fordi jeg var mærkelig. Jeg var pludselig i et miljø, hvor der var plads til alle – både de mærkelige og de ekstreme. Så jeg passede bare skidegodt ind, siger hun og fortsætter: - I sådan nogle subkulturer bliver du ikke bedømt ud fra normaliteten på samme måde. Du kan godt få følelsen af at være udenfor, hvis du er omgivet af folk, der er vokset op i en helt almindelig kernefamilie. Alle har brug for at føle sig som en del af et fællesskab, og hvis du er meget anderledes end alle andre, har man konstant en følelse af at være udenfor, siger Kimmie, der kun fortryder to ting fra strippertiden. - Jeg skulle have sparet mine penge sammen, og så skulle jeg have rejst noget mere, siger hun. Nogle eventyr i udlandet blev det også til. Efter debuten i Sverige rejste Kimmie til Grækenland for at arbejde som stripper. Hun blev indlogeret på et fedt hotel, nød livet om dagen og scorede kassen på at strippe på klubberne om natten. Men det var også her, hun første gang prøvede hårde stoffer. De kom efterfølgende til at fylde meget i Kimmies liv. Alt for meget. - Jeg var påvirket, da jeg var med i ’Tæskeholdet’. På det tidspunkt var det rigtig slemt med mit misbrug. Der var fest og ballade hele natten og jeg tog speed og coke for at holde mig vågen. Da jeg tog ecstasy, fik jeg nogle gevaldige nedture, så efter et par måneder gad jeg ikke mere. Jeg stoppede med at tage det. Coken var i en årrække fortsat en fast festkammerat, og som så mange gange før i sit liv oplevede Kimmie, at der ikke var nogen, der kom og hjalp hende. Men som lige så mange gange før formåede hun på imponerende vis selv at etablere kræfterne til komme videre. - På det tidspunkt var jeg flyttet på landet. Jeg havde fået en hest og hund, og jeg tænkte bare ’no way’, det går ikke mere. Jeg kunne ikke være det bekendt mere over for mig selv og mine dyr at være på stoffer. Det var ikke det, jeg ville med mit liv! Så Kimmie søgte selv hjælp til at komme fra af stofferne og fik det på Glostrup Sygehus. - Jeg startede til nogle behandlingssamtaler, og efter få måneder stoppede jeg helt med stoffer. Med få undtagelser, hvor jeg er røget i, har jeg ikke rørt coke eller noget andet siden. Det er mange år siden nu, og der kommer aldrig til at være stoffer i mit liv igen. Nu gælder det om at være et godt forbillede for min datter. Jeg ryger ikke engang cigaretter længere! Kimmie4 Netop hendes datter, Ella på fem, er hele omdrejningspunktet i Kimmies liv nu. Hun vil for alt i verden give sin datter den opvækst, hun ikke selv fik. Bare en helt almindelig barndom. Men hvordan definerer man, hvad der er normalt, når man selv har oplevet et så unormalt liv med så mange svigt? - Det er en kamp, jeg konstant har meget med mig selv. For det er sgu svært nogle gange at vide, hvad der er normalt. Men så må jeg prøve at spejle mig i andre – og det har jeg gjort meget. Observeret, hvad andre har gjort. Mærket efter, om det virker rigtigt. Ofte går det godt – men nogle gange kommer jeg til kort og tænker ’hvad er normalt her’, erkender hun. Det er den svære sociale arv, som Kimmie kæmper med at få brudt. - Jeg tænker hver dag over, om jeg er en god mor for Ella. På den måde er jeg konstant på overarbejde. Men hun mærker ikke noget til, hvad jeg har været igennem i min barndom og ungdom. Vi laver mad og bager, passer vores lille have sammen, og hun har legekammerater på besøg. Jeg elsker hende højere end noget andet på jorden, og jeg vil gøre alt for at være den bedste mor. - Det har været min drivkraft – men også min forbandelse gennem hele livet – at jeg vil være god nok, siger hun. Kimmie er nået dertil, hvor hun tør se sig selv i øjnene og sige, at hun faktisk gør det ret godt. For som hun siger: - Jeg kunne lige så godt være havnet på gaden med en sprøjte i armen. Men det gjorde jeg ikke! I dag læser hun hf, og målet er at blive sygeplejerske. - Jeg er stadig i en udviklingsproces, og mit liv er ikke perfekt. Men som så mange andre, der har ting som mine i bagagen, så må jeg acceptere, at jeg skal leve resten af livet med, at jeg har nogle udfordringer og nogle sårbarheder, siger hun og indrømmer, at det langtfra altid er let. - Jeg kan godt have dage, hvor jeg synes, at det er rigtig svært, og hvor jeg er nødt til at samle mig selv op. Men jeg har lært, hvordan jeg gør, siger Kimmie og peger på en anden ting, som hun har udviklet en rigtig god sans for. - Jeg synes selv, at jeg har en sindssyg god evne til at få det bedste ud af det, jeg har. Det har jeg ligesom lært hele livet. Selvfølgelig drømmer jeg. Men jeg mangler ikke noget. Jeg har min datter, bor i en lille lejlighed, er på SU og har ingen penge, men hey … Jeg har det godt! Kimmie bruger i dag navnet Kimmie Dorthea Bachmann. Kimmie8

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Jade-Lailas uhyggelige barndom: Svigtet og sexkrænket

Bag smilet, sminken og de saftige strip-shows har Kimmie Andersen, også kendt som Jade-Laila, båret på en grusom hemmelighed. Fra hun var helt lille, blev hun udsat for seksuelle overgreb og blev svigtet af dem, der skulle have passet på hende

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Bagholdet