Tilfældigvis kom en jægersoldat løbende forbi, da en 23-årig kvinde var i havsnød på stranden ved Blokhus 12. maj 2019.
Hun havde været i vandet i lang tid og var blevet nedkølet. På bredden stod en politipatrulje og forsøgte at rekvirere redningsmandskab. Jægersoldaten valgte dog resolut at springe i det kolde vand og svømme 80-100 meter ud, hvor den unge kvinde lå, skriver Beredskabsinfo.
Kvinden blev reddet i land, før hun mistede bevidstheden. Redningsmanden blev hyldet af Nordjyllands Politi 6. august, hvor han dog ikke vil have sit navn eller billede frem, da det kan identificere ham i sit arbejde.
'Jægersoldaten vil gerne være anonym af hensyn til sit arbejde. Det har vi stor forståelse for. Vi er glade for, at han dog mødte op på Hjørring politistation i tirsdags for at tage imod en officiel tak og en symbolsk dusør på 1000 kroner fra Nordjyllands Politi,' skriver politiet.
Patruljecenterleder Kenneth Ginnerup er ikke i tvivl om, at jægersoldatens indsats var afgørende i forhold til at redde kvindens liv.
- Manden har ydet en indsats, der ligger ud over det, man kan forvente af borgerne. Og det vil vi gerne anerkende med en dusøroverrækkelse, siger han.